EMNER

Værestedet for flygtninge indviet

BRØNDERSLEV:Et ungarsk sigøjnerband var blandt indslagene, da værestedet for flygtninge på Torvet i Brønderslev officielt blev indviet lørdag. Bandet underholdt de besøgende i den første time af det åbne hus, og siden gik de ud på fortorvet for der at lokke flere til at kigge indenfor i Hyggekrogen, som værestedet hedder. Det er Dansk Flygtningehjælp, der står for værestedet i samarbejde med Røde Kors og Integrationsrådet. - Det er dejligt, at der nu også officielt er et sted for nydanskere at mødes i Brønderslev, siger Margit Jensen, der som repræsentant for Dansk Flygtningehjælp er koordinator for værestedet. - Vi har her et sted, hvor man skal kunne komme og være sammen med andre på tværs af kulturelle forskelligheder, forklarer hun og understreger, at det er for alle nydanskere og ikke kun for folk, der er kommet til Danmark for nylig. Værestedet kan tilbyde læsehjælp, caféaftener med foredrag, musik eller fællesspisning og kreativt værksted, hvor man kan sy, male eller lave smykker. Men det er også et sted, hvor man kan kigge ind og drikke en kop kaffe. - Vi er ved at få udarbejdet en folder, der skal fortælle, hvad værestedet er, og hvem der står for det, og så arbejder vi også på at få lavet et fast månedligt program, så folk kan se, hvad der foregår, fortæller Margit Jensen. Det var især nydanskere, der var mødt frem til indvielsen af værestedet. - Jeg er glad for stedet her og dets muligheder, sagde Robert Damouni, der er repræsentant for palæstinenserne i Brønderslev og medlem af integrationsrådet. Formand for social- og sundhedsudvalget Birgitte Josefsen var byrådets officielle repræsentant til indvielsen. - Jeg har stor forståelse for, hvor vanskeligt det er for mange nydanskere, når de ikke af egen fri vilje, men af frygt eller mangel på vand og brød, må sige farvel til deres fædreland, sagde hun. - Det er mit og byrådets ønske, at værestedet må blive stedet, hvor de forskellige kulturer mødes, hvor meninger brydes, hvor ung og gammel mødes, afsluttede Birgitte Josefsen sin tale, inden skuespilleren Farshad Kholgi senere på eftermiddagen underholdt i Hyggekrogen.