Kunst

Værket er værket

Kunstneren må lade sit møde betragteren alene, synes Bent Haller og sætter alligevel ord på sin tolkning af Hanstholm som et beåndet sted

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det ligger i luften, at man er kommet et andet sted hen, når man kommer til Hanstholm, synes Bent Haller.Foto: Peter Mørk

HANSTHOLM:På havnen i Hanstholm stod engang en stenskulptur med en fisk øverst og med den hældning, som kunstneren havde tænkt. Nu står den i et vejkryds, opret og halvt gravet ned.

- Det kan jeg jo ikke gøre noget ved, siger Bent Haller. Det er ellers ham, der har lavet den. Hugget den ud med hammer og mejsel, gjort sig umage, hamret og slået, indtil stenen var blevet, sådan som han ville have den.

Alligevel kunne han ikke drømme om at hverken bede eller kræve at få skulpturen til at fremstå, som den var tænkt.

Han var færdig med den, da han var færdig med den.

Han bryder sig heller ikke om at fortælle om sine værker. Af samme grund, og fordi han er videre til det næste værk eller det næste igen, når værket er ude.

Sådan er det i Bent Hallers univers; Kunstneren gør sit ypperste, men derefter skal værket kunne stå selv, og sætte det i gang hos betragteren, læseren, lytteren, som det nu gør.

I den sammenhæng er kunstnerens tanker, bestræbelser eller besværligheder ligegyldige.

Men ingen regler uden undtagelser. Da Bent Haller i 2012 fik Ordkraft-prisen, syntes han, at han måtte kvittere med at sige noget, og i denne sammenhæng lader han nogle af sine tanker følge med sin fortolkning af Hanstholm som begreb. Som et beåndet sted.

Ikke at den behøver nogen forklaring.

- Den er der ét eller andet sted, men er ikke entydig, siger Bent Haller, der havde frie hænder til, hvordan han ville løse opgaven.

Udover udfordringen i sig selv, talte det til ham, at opgaven på én gang var helt fri - han kunne gøre, hvad som helst - og alligevel var stillet inden for en ramme. Det fritog ham for selv at sætte historien op, og han kunne kunne koncentrere sig om udtrykket. At lade indholdet finde sin form.

- Frihed i spændetrøje, funderer han og siger, at opgaven gav anledning til en del hovedbrud.

Bent Haller endte sin mentale rundtur med at holde fast i sit første indtryk af Hanstholm; At han kom op over bakken, og så den lille by ligge dér foran ham. Om havet, der kom ham i møde.

- Det var som at komme til en ø uden at have sejlet, husker han.

Siden har han bygget ovenpå dét billede, og blandt andet læst og lyttet sig frem til, at Hanstholm i højere grad orienterer sig vestpå end østpå. At Hanstholms fællesskab er omkring havet.

Det sætter, siger han, en stemning. Det er mentalt, det er præget i dna’et, at stedet historisk set har været tættere knyttet til Shetlandsøerne, Færøerne og Island samt til kystbyer på fastlandene omkring Nordsøen, end det har været til Fyn, Sjælland og København. Det tilhørsforhold kan stadig høres i sproget, hvis man lytter efter, og det understreges af, at færinger og islændinge færdes hjemmevante i Hanstholm. Mere end for eksempel københavnere.

- Hanstholm er virkelig udkant, og det er man stolte af, fornemmer Bent Haller og gør besøget i Hanstholm til en fornemmelse.

- Det ligger i luften, at man er kommet et andet sted hen. Det er ligesom med den korte teksten ved billedet, nogle ser det, andre gør ikke, siger Bent Haller om stedet, der synes at være kommet til at skifte havn. Egentlig, fortæller lokale, hedder bebyggelsen Hansted, mens det er ”knuden” ud i vandet, der hedder Hanstholm. som jo i øvrigt er et godt dansk ord for ø.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst