Værktøj på internettet

Masser af inspiration og udbud fra England

England 1. juni 2003 08:00

?Det er med stor interesse, jeg læser dine artikler, eksempelvis om fræserens mange muligheder. Jeg sætter også umådelig pris på dine anmeldelser af værktøj, hvor du prisværdigt fokuserer på funktionalitet og kvalitet og ignorerer pap og pop. Desværre findes der jo et kolossalt udbud af værktøj, som i hænderne på en kommende gør-det-selv-mand i bedste fald blot skræmmer ham tilbage i lænestolen. For at komme til sagens kerne: Er du klar over, at vi ofte kan skaffe os vores drømme-værktøj væsentlig billigere ved at handle via Internettet i England - end i butikkerne herhjemme? For mig startede det hele med, at jeg købte en "kineser" - en kopi af en Axminster trædrejebænk - til 2400 kr. hos Linå. Et perfekt køb, syntes jeg - i støbejern, MT2 konus, gennemboret, variabel hastighed, mv. Medbringer og pinol er godt nok noget skrammel, men at man overhovedet kan få 85 kg værktøj, som oven i købet duer, til 2400 kr.! Men jeg sku' også ha' en spændepatron - kineseren har gevind som Woodfast. Mit drømmesæt var en Super Nova med 50 og 100 mm spigot og skål-kæber. Jeg kiggede ganske naturligt på priser hos Linå, men blev noget blegnæbbet: 4000 kr. Efter nogen søgen på Internettet købte jeg til sidst mit drømmesæt hos PooleWood i England. Incl. forsendelse og omregnet til kroner var prisen 2.500 - en besparelse på 1500 kroner! Sidenhen har jeg handlet drejejern hos The Tool Post (ligeledes England) med tilsvarende stor besparelse. Hver gang er mine handler forløbet fuldkommen problemfrit, blot man har tålmodighed til at vente en lille uges tid. Jeg medsender et par link til de steder, jeg har nævnt. http://www.poolewood.co.uk/ http://www.toolpost.co.uk/system/index.html (Iøvrigt er Peter Hemsley fra ToolPosten meget hjælpsom i alt vedr. trædrejning. Kender du Axminster (altså ikke tæppet) - det er noget af en forretning. Kataloget jeg rekvirerede er på over 500 sider - det er rent drømmeland! Du skriver i dag om fræsere - her er vel 30-40 sider om fræsere, såvel til kombinationsmaskinen som til overfræseren. Håndsave - 10 sider, bl.a. japanske. Håndhøvle - syv sider osv. Bent W. Rasmussen, Aalborg !Hej Bent W - jeg vil simpelthen lade dit indlæg stå helt uden kommentarer. Det taler nemlig glimrende for sig selv. Det er bare alle tiders, når vågne læsere kan grave de historier frem, som vi (der får penge for det!) ikke har åndsnærværelse til selv at dyrke. Tak for det - og når der er gået tilpas lang tid, vil jeg selv undersøge sagen og lade som om, at det er noget jeg helt selv har fundet på...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...