EMNER

Værn om værdier

Tørklædedebatten fylder meget i medierne i disse dage. Det hilser jeg velkommen. Debat er altid positivt i et levende og velfungerende demokrati.

Tørklædedebatten fylder meget i medierne i disse dage. Det hilser jeg velkommen. Debat er altid positivt i et levende og velfungerende demokrati. Lad mig bidrage til debatten med nogle synspunkter om retten til at bære tørklæde eller andre religiøst betingede beklædningsgenstande for ansatte i offentlig tjeneste. For mig er det fuldstændig ude i hampen, at man overhovedet taler om bæring af tørklæder for uniformerede ansatte i politiet og forsvaret. Alle ansatte skal naturligvis efterleve de gældende regler for uniformering uanset etnisk eller religiøst tilhørsforhold. Alt andet vil være misforstået tolerance, der vil lægge gift ud for integrationen og sammenhængskraften i det danske samfund. For slet ikke at tale om den undergravning af de pågældende myndigheders autoritet og status som ubetinget neutrale, der ville ske, hvis baretter og kasketter erstattes med tørklæder og turban. Min klare holdning til denne sag baserer sig bl.a. på oplevelser på Skive Kaserne for nogle år siden, hvor jeg var chef for kasernens informationssektion. Dengang spillede forsvarets ledelse overraskende ud med tanker om at imødekomme etniske grupperinger blandt de fastansatte og værnepligtige ved bl.a. at tillade alternative påklædningsgenstande. Vi havde på kasernen adskillige dygtige værnepligtige med muslimsk baggrund, der mildt sagt var rystede over Forsvarskommandoens udspil. De kontaktede både undertegnede og kasernens chef, oberst Lund med opfordring til at få disse regler bremset i fødslen. Deres kloge argument var, at sådanne regler – med baggrund i misforstået iver efter at vise tolerance – netop ville isolere dem frem for at integrere dem i enhederne. Hvis muligheden for alternativ hovedbeklædning blev indført, ville strenge og religiøse fædre hurtigt stille krav om, at de unge muslimer benyttede sig af mulighederne. Og det ønskede de fornuftige unge muslimske soldater aldeles ikke – de ville blot passe deres tjeneste og pligter på præcis samme vilkår som deres danske kammerater i delingen og kompagniet. Heldigvis lykkedes det at overbevise forsvarets ledelse om at skrotte de integrationsskadelige påklædningsbestemmelser, bl.a. fordi den daværende forsvarsminister greb ind i sagen. Min konklusion er derfor: Vi skal værne om religionsfriheden her til lands. Vi skal vise frisind over for andre kulturer og religioner. Men vi skal samtidig ubetinget værne om de grundlæggende danske værdier. Herunder må vi aldrig tillade, at politi, forsvar, domstole og andre offentlige instanser bliver et udstillingsvindue for religiøse eller politiske holdninger. Borgerne skal altid kunne stole på neutraliteten og upartiskheden hos domstolene og de offentlige myndigheder. Det ville i øvrigt rive gulvtæppet væk under de mange moderate og integrationsvillige muslimer, der blot ønsker at passe deres arbejde og respektere danske regler og skikke, herunder med hensyn til påklædning og uniformering.