Værsgo at betale

HJØRRING:Hjørring Kommune har uretmæssigt modtaget mere end 58.000 kroner fra EU. Beløbet er givet som tilskud til skolemælk, men ved et kontrolbesøg i juli blev det afsløret, at Hjørring Kommune har modtaget et langt større støttebeløb, end der kan fremvises bilag for. Det fremgår, at kommunen i årets løb har fået tilskud til 52.000 liter mælk samt ost, youghurt og cacaomælk til børnene i kommunens daginstitutioner og vuggestuer. Kommunen har forsøgt, at få fat i de manglende bilag, men på trods af adskillige forsøg er det kun lykkedes at fremskaffe hver femte regning. Kommunens skole- og daginstitutionschef Bjarke Langkjær fortæller, at pengene er brugt efter hensigten, men alligevel må man nu bide i det sure æble og tilbagebetale de 58.000 rare tilskudskroner. Hele affæren får iøvrigt den konsekvens, at Hjørring Kommune fremover holder sig fra det pågældende EU-tilskud. For fremtiden er det den enkelte institution, der selv må sende en ansøgning til EU om mælke-støtte. Sådan er praksis allerede for kommunens folkeskoler.