- Værst tænkelige start

Fodbold 7. september 2002 08:00

DRAMMEN: - Det var den værst tænkelige start på kvalifikationsturneringen til både EM og OL om to år, men vi må kigge ind ad. Det var simpelthen ikke godt nok. Vi forærede dem jo alle tre mål, sukkede en skuffet Michael Silberbauer, AaB's anfører på U 21-landsholdet i fodbold, kort efter dukkerten mod Norge i Drammen. Han følte, at det danske hold spillemæssigt var bedre mand for mand end nordmændene, der blot forstod at straffe de danske spillere hver gang, de lavede personlige fejl. Og det gjorde det for ofte i dette opgør. - Vi sad på spillet i det meste af kampen og lagde godt ud i de første 20-25 minutter, og jeg føler ikke en gang, at vi knækkede sammen ved deres scoring til 2-0 19 sekunder efter pausen, fortsatte Michael Silberbauer, der samtidig erklærede, at han ikke havde haft svært ved at omstille sig til U 21-landsholdet efter sin debut på A-landsholdet mod Skotland i Glasgow 21. august. Klubkammeraten Rasmus Würtz, der var Danmarks bedste i aftes sammen med Brøndbys Thomas Kahlenberg, kunne ikke glæde sig over sin personlige succes. - Nej, det er svært at gøre lige nu. Vi vidste, at Norge ville spille på høje bolde ind i feltet og alligevel giver vi dem tre mål på et sølvfad. Det var skidt. Vi må ikke være så gavmilde i forsvaret næste gang, hvis vi vil noget i denne kvalifikationsturnering, fortsatte Rasmus Würtz. U 21-landsholdet rejser lørdag formiddag hjem til Danmark. Michael Silberbauer følte sig snydt for et frispark ved Norges scoring til 1-0. - Jeg fik et skub i ryggen og mistede bolden. Kort efter stod det 1-0. Dommeren var generelt dårlig og inkonsekvent i sine kendelser, men det skal ikke være nogen undskyldning for vores indsats, sagde Michael Silberbauer. U21-landstræner Flemming Serritslev skumlede også over blamagen i forsvaret. - I perioder var vort forsvarsspil forfærdeligt. Norge scorer til 1-0 på deres første skudforsøg efter knap otte minutter, og det er også kæmpeforæringer, der giver dem chancerne til både 2-0 og 3-0. Vi havde vores muligheder til at komme foran 2-1, men det var meget skidt, at forsvaret slet ikke var på plads. Det er mit ansvar, men tingene havde fungeret langt bedre under træning, forklarede en stadig ophidset og irriteret Flemming Serritslev. jeri

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...