Frederikshavn

Værste krise for stålfirma i 25 år

Fordeling på Kofod & Christensen

- Ordresituationen er den værste i 25 år. Sådan beskriver direktør Jan Kofod, A/S Kofod & Christensens Maskinfabrik i Frederikshavn, tingenes tilstand lige nu, hvor alle virksomhedens ansatte i produktionen, undtaget lærlingene, er sendt på arbejdsfordeling. - I de 25 år jeg har haft firmaet her, har vi ikke tidligere været så langt nede som nu, så vi må køre på, siger Jan Kofod. Maskinfabrikken er meget afhængig af skibsfarten, og har gennem mange år været en meget stor underleverandør af komponenter til montagen af de skibsmotorer, der til sommer er fortid på MAN Diesel i Frederikshavn. - Når skibsfarten går ned, så rammer det os, men vi mosler på med at bearbejde nye markeder, siger Jan Kofod. - Vi er ude mange steder.Men som markedet er lige nu, er det ikke kun MAN Diesel, men hele vejen rundt, det kniber, siger Jan Kofod. Han har dog stadig en tro på bedre tider, og at alt arbejde ikke ender i Kina. - Nu gælder det bare om, at se positivt fremad. Det er ikke kun os, det gør ondt på lige nu, det gør det også på slagteren og bageren, tilføjer han. Arbejdsfordelingen på virksomheden omfatter cirka 30 Metal-folk og 3F'ere. Den blev indledt i sidste uge og løber indtil videre i 13 uger.