Sæby

Vært for DM i Arena Nord

Arena Nord er rammen og Springteam Sæby er værten ved afviklingen af 1. runde af Danmarks Mesterskaberne i TeamGym 19.-20. marts.

Det er i rækken for mini-hold, dvs 8-11 årige gymnaster. I 2007 var foreningen værter ved et tilsvarende arrangement, der på det tidspunkt blev afholdt i faciliteter i foreningens hjemmebane i Sæby Fritidscenter. Når Springteam Sæby i år har valgt at afholde stævnet i Arena Nord, skyldes det ikke alene det store deltagerantal, nemlig 93 hold fra hele landet, men også at Arenaen er en flot kulisse for et landsdækkende stævne og dermed en god reklame for Frederikshavn Kommune. Et stort antal frivillige er i gang fra fredag eftermiddag til søndag aften. Udover afviklingen af selve gymnastikken i Arenaen tilbyder Springteam Sæby også forplejning og overnatning til deltagerne, deres trænere og de voksne, der har valgt at følge deres børn til konkurrencen. Til denne del af arrangementet er Munkebakkeskolen og Abildgårdskolen inddraget, og der meldes fuldbooket, både hvad angår forplejning og overnatning. - At tilrettelægge et så stort arrangement er en spændende og udfordrende opgave. De sidste brikker er ved at falde på plads, og vi glæder os til at komme igang, fastslår Springteam Sæby's formand Birgithe Jacobsen. Den officielle åbning af stævnet er lørdag kl. 12.45, hvor hovedtaler er borgmester Lars Møller.