Vært og vanvittig venlig

Den folkekære studievært blev i tidernes morgen smidt ud af skolen, men fik alligevel opfyldt sit største ønske, nemlig at blive journalist - et fag, han mestrer til et 13-tal

Pia HaugaardFoto: Bente Poder
Ole Stephensen har ikke været bange for at kaste sig ud i noget nyt, og det har givet ham mange forskelligartede opgaver.
Skolevæsen 11. oktober 2006 06:00

I 1972 blev han færdig på realskolen, og planen var at tage en HF for at være bedre rustet til at søge ind på Danmarks Journalisthøjskole to år efter. Men sådan skulle det ikke gå for den 18-årige Ole Stephensen. Han havde alt for travlt med at lave et blad og skrive digtsamlinger. - Jeg blev faktisk smidt ud af HF, for mit fravær var alt for højt, siger Ole Stephensen, som i dag griner af det. - Jeg vidste jo ikke, at man anonymt kunne søge optagelse på journalisthøjskolen, men det fandt jeg jo ud af, og så søgte jeg i 1974, kom til optagelsesprøve og blev optaget. Det gik da også rigtig godt. Måske fordi Ole Stephensen altid har brændt for faget og hele tiden har vidst, at det var journalist, han ville være. - Jeg blev i hvert fald ikke smidt ud denne gang, siger han. Ole Stephensen kom i praktik på Aktuelt, hvor han også blev ansat, da han blev færdiguddannet og hvor han var i to år. Men herefter var det farvel til det trykte medie og goddag til fjernsynet. I 1980 blev Ole Stephensen ringet op af Gregers Dirckinck-Holmfeldt, der sammen med Hans Georg Møller lavede tv-programmet Kanal 22 på DR og som nu skulle til at lave Lørdagskanalen. - I den forbindelse skulle de bruge tre journalister til redaktionen, og her var jeg den ene, siger Ole Stephensen, der med glæde ser tilbage på tiden. Lørdagskanalen var da også en udsendelse, der om noget tryllebandt nationen, og Ole Stephensen arbejdede på redaktionen et par sæsoner, og blev efterfølgende ansat som researcher på Gregers Dirckinck-Holmfeldt’s ”Her er dit liv”. Ole Stephensen var nu blevet et kendt ansigt i DR-kredse, og det skulle også vise sig, at han her blev involveret i småting, der faktisk ændrede hans liv. Øbberbøv I forbindelse med DRs revy til årsskiftet 1981-1982 blev Ole Stephensen nemlig bedt om at skrive teksterne sammen med blandt andre Jarl Friis-Mikkelsen. Det var meningen, at TV-Avisens medarbejde skulle opføre revyen ved årsskiftet, men sådan gik det ikke. - De ville ikke, da det kom til stykket, og derfor blev Jarl og jeg enige om, at vi bare gjorde det i stedet. Samarbejdet fik Jarl Friis-Mikkelsen til at spørge Ole Stephensen, om han ville være med til at lave Øbberbøv. - Det var faktisk ikke meningen, at det skulle være noget særligt, men Øbberbøv blev en sand landeplage, siger Ole Stephensen. I årene efter holder han sammen med Jarl Friis-Mikkelsen liv i Øbberbøv, der udvikler sig til Walter og Carlo, som lavede små indslag ud fra konceptet WCLO - Walter og Carlo Lokal-tv Overalt. Ved siden af stiftede Ole Stephensen sit eget produktionsselskab, efter han som freelancer i DR ikke fik forlænget sin kontrakt i 1984. Hans hovedbeskæftigelse blev arbejdet i produktionsselskabet, for eksempel at løse konsulentopgaver for Kanal 2, lave undervisning og reklamefilm. Men der gik ikke længe før Walter og Carlo tilføjede nye titler på Ole Stephensens CV. Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen blev i 1984 kontaktet af Regnar Grasten og Per Holst, som gerne ville lave en film med Øbberbøv. Men de mente ikke, at brødrene kunne holde til det, og i stedet foreslog de filmproducenterne at lave en Walter og Carlo-film. - Det endte det med, og det var skide sjovt at skrive filmene - at sidde der med et hvidt stykke papir og skulle hitte på. Den første Walter og Carlo film, der fik præmiere i 1985, hed ”Op på fars hat” og året efter fulgte ”Yes, det er far”. Og det blev meget store succeser. - Det var der ingen, der havde regnet med, men filmene ramte plet og Walter og Carlo kunne virkelig trække folk i biffen. Måske fordi der ikke havde været noget lignende siden Olsenbanden. Det blev også til en tredje Walter og Carlo film - Walter og Carlo i Amerika, men den fik ikke samme succes. - Til gengæld blev vores Morten Korch-parodi, Kampen om den røde ko, en succes, og tænk sig, at der i dag findes en klub, hvor man hvert år mødes for at se filmen. Elevatorkarriere Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen dannede også par i medieverdenen i 1990, hvor Ole Stephensen var nyhedschef og Jarl Friis-Mikkelsen programchef på Kanal 2, og hvor de skabte fundamentet til Tv Danmark. - Men jeg blev fyret, fordi jeg var uenig med ledelsen, siger Ole Stephensen, som tydeligt husker den dag. - Det var en mandag, og tirsdag sad jeg hjemme i min morgenkåbe og læste i B.T., at Ole Thisted ville trække sig som vært på TV2-programmet Eleva2ren. Og der gik én time, så ringede telefonen. Det var direktøren på Nordisk Film, der tilbød mig at overtage. Ole Stephensen begyndte på sit nye job samme uge, og var vært på Eleva2ren i fem år. Gennem sit arbejde på Nordisk Film mødte han kollegaen Michael Meyerheim, og sammen fik de plads i Egmontfondens bestyrelse, da Nordisk Film fusionerede med Egmont. Det skulle også vise sig at blive skæbnesvangert for Ole Stephensen. - Da Egmonts koncerndirektør i 1995 fyrde Nordisk Film-direktøren Jens Jordan, udløste det en lavine af opsigelser i det gamle filmselskab. Det blev til så mange, at sagen til sidst endte på bestyrelsens bord, og dermed var Michael og jeg pludselig i en situation, hvor vi måtte vælge side. Resultatet blev, at vi måtte tage vores gode tøj og gå, siger Ole Stephensen, der i stedet stiftede Skandinavisk Film Kompagni i 1996 sammen med netop Michael Meyerheim, sin bror Erik Stephensen og sin tidligere redaktionschef på DR, Jørgen Koldbæk. Året efter kom Jarl Friis-Mikkelsen med, og i dag er det stadig, hvad d’herrer beskæftiger sig med. - Og det er da også, hvad jeg regner med at lave i fremtiden, siger Ole Stephensen. Når hele Danmarks morgen-TV den 2. december fylder 10 år, kan han samtidig fejre sine fem år på programmet, der har givet ham et drømmejob. - For journalister er der kun få muligheder inden for tv-mediet, der i dag er meget præget af underholdning. Journalistiske udfordringer kan man lige nu kun få ved at arbejde med nyhedsudsendelser, dokumentarprogrammer eller morgen-tv. Og jeg elsker morgen-tv, fordi det handler om alt. Den ene dag kan man sidde og interviewe en minister og den anden dag et helt ”almindeligt” menneske, siger Ole Stephensen, der ikke har problemer med at komme op om morgenen. - I den årstid, vi går ind i nu, kunne det nogle gange være fristende at vende sig i sengen og sove videre. Men når jeg først kommer op glæder jeg mig til at komme på arbejde, og jeg håber, jeg kan fortsætte med at lave morgen-tv i mange år endnu. { Go’ morgen Danmark Læs side 3

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...