Værtshusgæster fortsætter med at ryge

Trods rygelov kan man stadig gå i byen i Brønderslev og få en cigaret til sin øl

Mette Møller
Øl og røg hører sammen, mener mange værtshusgæster.illustration
Sundhedspolitik 9. december 2007 05:00

BRØNDERSLEV: En øl og en cigaret på et værtshus. Det er noget, der hører uløseligt sammen, mener mange - og på Brønderslevs barer og værtshuse bliver der røget videre, rygelov eller ej. Det betyder, at folk stadig har deres personlige frihed ti at ryge - eller at ikke-rygere stadig må finde sig i passiv røg, hvis de vil på værtshus, afhængig af øjnene, der ser. Trekantbar er over de 40 kvadratmeter, som er en skillelinje i loven - på værtshuse på under 40 kvadratmeter må man gerne ryge, mens værtshuse over 40 kvadratmeter skal indrette særlige rygerum, hvis de ønsker at give deres gæster mulighed for at ryge (se faktaboks). Alligevel fortsætter rygningen overalt på værtshuset. Indehaver Van Day Truong er afventende. - Vi kører som vi plejer og har ikke foretaget os noget, fordi det stadigvæk er uklart, om man må trække billardborde og dansegulv fra det samlede areal. Jeg venter på at få det at vide, og så må vi se, hvad vi kan gøre. De må fortælle os, hvad man skal gøre for at opfylde kravene. Hvis man kan trække poolborde fra, så sætter vi nogle poolborde ind, siger han. Van Day Truong er ikke interesseret i at foretage investeringer i rygerum så længe han føler, der er en uklarhed. - Hvis jeg laver om, og loven viser sig at have en anden fortolkning, så spilder jeg pengene. Hvis det bliver sådan, at man ikke kan ryge, så vil det helt sikkert betyde en nedgang i omsætningen, siger han. Bør være ens for alle På Trekantbar er cirka 90 pct. af gæsterne rygere, og det gælder også på Bjælkehytten, hvor indehaver Yrsa Olesen står bag disken. Her har man dog målt værtshuset til at gå under de 40 kvadratmeter, men det gør ikke indstillingen til rygeloven mere positiv. - Øl og røg, det hører ligesom sammen. Folk hygger sig og snakker, det er socialt samvær. Jeg synes det er hul i hovedet at man går ind og tager folks personlige frihed på den måde. Kunderne her er fuldstændig ligeglade med røgen, det gælder også ikke-rygerne. Vi lufter ud, og folk kommer der, hvor hyggen er, siger hun. På CT Bar har indehaver Carsten Nørgaard også målt sine lokaler til at være under 40 kvadratmeter. Så de ryger videre, men han er også kritisk overfor rygeloven. - Jeg synes, det er en forkert måde, det er grebet an på. Man skulle have set på ventilationen i stedet for, siger Carsten Nørgaard. Både han og Van Day Truong peger på, at lovgivningen er konkurrenceforvridende - at det burde være enten eller: At man enten selv skal bestemme, hvordan man vil køre sit værtshus, eller at alle skal have rygeforbud. - De små bliver jo forgyldt på den her måde, siger Van Day Truong. Snart falder hammeren Spørger man Arbejdstilsynet er der ingen uklarhed om rygeloven. Når man måler sit areal kan kun garderobe, toiletter og personalefaciliteter trækkes fra. - Poolborde og dansegulve tæller med, siger Tanja Krabbe, der er projektleder på rygeloven i Arbejdstilsynet. Der har været en dialog mellem Arbejdstilsynet og Danske Restauranter og Caféer, men den er slut. - De ville gerne have, at rygeloven skulle være på en anden måde end den er. Men de misforståelser er udryddet, siger Tanja Krabbe. Dermed er der ingen undskyldning for ikke at overholde loven, og fra 1. januar kan det blive en dyr fornøjelse at ryge videre. Her begynder Arbejdstilsynet nemlig at give påbud, og overholder man ikke dem bliver stederne politianmeldt. Det kan give bøder på 2.000 kroner første gang, 5.000 kroner anden gang og derefter 10.000 kroner, hvis man fortsat nægter at overholde lovgivningen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...