Værtsnationen Rusland tror på succes trods sløj formkurve

Rusland går ind til VM som den lavest rangerede nation, men kan hente inspiration hos andre værtsnationer.

Den russiske landstræner, Stanislav Cherchesov, tror på sit mandskab ved VM. Foto: Maxim Shemetov/Reuters
Fodbold 14. juni 2018 13:10

Når Rusland torsdag sparker VM på hjemmebane i gang mod Saudi-Arabien, hviler der et stort pres på de russiske spillere.

Rusland går nemlig ind til VM som nummer 70 på Fifas verdensrangliste og indleder dermed slutrunden som det lavest rangerede hold ved hele slutrunden.

Desuden har holdet ikke vundet en fodboldkamp, siden Sydkorea blev besejret i begyndelsen af oktober.

Alligevel går russerne ind til VM med optimisme, fortæller landstræner Stanislav Cherchesov forud for opgøret mod Saudi-Arabien.

- Stemningen er god. Vi er ved at nå det niveau, vi havde planlagt at ramme. Vi bliver friskere, siger landstræneren ifølge Reuters.

Angriberen Fedor Smolov tror også på succes ved slutrunden:

- Det er en helt særlig begivenhed for en nation, som vi vil huske i mange år. Jeg er sikker på, vi kommer til at vise, hvad vi kan ved VM, siger Smolov.

Går russerne med drømme om at gå hele vejen, skal de lade sig inspirere af Frankrig, som var seneste værtsnation til at gøre det i 1998. VM-værter er dog ofte med fremme ved de afgørende kampe.

Sådan er det gået værtsnationerne ved de seneste ti slutrunder:

* 2014: Brasilien endte på fjerdepladsen.

* 2010: Sydafrika røg ud i gruppespillet.

* 2006: Tyskland endte på tredjepladsen.

* 2002: Sydkorea endte på fjerdepladsen, mens Japan tabte til Tyrkiet i ottendedelsfinalen.

* 1998: Frankrig vandt VM.

* 1994: USA tabte i ottendedelsfinalen til Brasilien.

* 1990: Italien endte på tredjepladsen.

* 1986: Mexico tabte til Vesttyskland i kvartfinalen.

* 1982: Spanien røg ud i gruppespillet.

* 1978: Argentina vandt VM.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...