EMNER

Væsentlige argumenter imod tortur

For nylig blev Uffe Ellemann irriteret. Det sker jo for folk. Også for en tidligere udenrigsminister.

Det, der slog hovedet på sømmet denne gang, var den seneste debat om danske soldaters overgreb på irakiske fanger. "Den hjemlige opinion er så dårligt rustet til at forstå, hvilke opgaver det er, dansk forsvar er blevet pålagt ude i verden", mener han. Mange har simpelthen ikke forstået, hvor grum og barsk den store verden er, mente han. Men det er den. Derfor kan lidt bank med en baseballkølle og trusler med kniv under forhør såmænd være på sin plads i en højere sags tjeneste. Denne tankegang er han ikke ene om. Men der er mindst fire vigtige argumenter mod. Det første argument er moralsk. Hvis vi først synes, det er i orden at true fanger i vores varetægt med kniv, nægte dem toiletbesøg eller – trods tropisk hede – vand, hvor går grænsen så? Men den type argumenter gider Uffe ikke høre på, så lad mig skynde mig videre til det andet argument: Det er sjældent, der kommer oplysninger ud af hårdhændet behandling, der kan bruges til noget! Det er ikke bare noget, jeg siger. Det samme gør lederen af Guantánamo-lejren. Brigadegeneral Jay W. Hood har indrømmet, at det er meget småt med oplysningerne, og intet har ført til, at terrorhandlinger har kunnet forhindres. Lad os alligevel forestille os, at der var oplysninger at hente hos fanger, hvis der tages ordentlig fat. Lad os tage et sted, hvor de militære myndigheder angiveligt har hævdet, at de kunne bruge de oplysninger, der kom frem ved at tage fløjlshandsken af, nemlig i Abu Ghraib-fængslet i Irak. I den sag finder vi nemlig tidens tydeligste illustration af det tredje argument. Lynndie England er en af de hovedanklagede. Hun siger, at hendes overordnede opfordrede hende til overgrebene. De sagde, de kunne bruge de oplysninger, der kom ud af de seksuelle ydmygelser, truslerne med hunde, elektrisk stød, forstyrrelse af søvn osv. Men den, som tror, at disse metoder har skabt større sikkerhed i Irak, må have været i sommerdvale eller isolationscelle siden april. Ligesom Guantánamo er Abu Ghraib blevet et provokerende monument over amerikansk brutalitet og magtbrynde, og har ført til eskalering af angrebene. Irak er blevet mindre sikkert efter Abu Ghraib, ikke mindst for koalitionens egne soldater. Det bringer mig til det sidste argument: Vi skal behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Hvis først danske officerer bruger barskere metoder, har vi ingen ret til at protestere, hvis danske soldater får samme behandling. Uffe Ellemann vil ikke himle over "små" overgreb. Han tager tydeligvis ikke det med konventionerne særlig alvorligt. Men hvordan pokker kan han så bestride posten som bestyrelsesformand for det officielle center, der bl.a. lige præcis skal sikre menneskerettighedernes overholdelse og respekten for konventionerne? Hvis Uffe Ellemann ikke selv kan finde ud af at løse den modsætning, så bør regeringen hjælpe ham. Jo før, jo bedre!