Væskende sår vil ikke heles

Dyr 25. september 2002 08:00

?JS har en Golden Retriever, som for en uge siden fik et lille væskende sår på kinden. Selv om hunden ikke har kløet i såret, vil det ikke læges, og nu ser det ud til at brede sig. JS har flere gange renset med brintoverilte, men det ser ikke ud til at hjælpe. JS spørger nu, hvad det kan skyldes, og om det bare skal have mere tid til at læges. Nogen har fortalt, at der er tale om et slikkesår, men det kan JS ikke få til at passe, hunden kan jo ikke slikke sig selv på kinden. !Din hund har sandsynligvis pådraget sig en bakteriel hudinfektion på kinden. Det er et problem, vi relativt hyppigt ser hos netop Golden retrievere men også hos Rottweilere og Labrador. Det er især på den varme tid af året, vi ser problemet opstå især i fugtigt vejr. Infektionen opstår akut, formodentligt fordi varme og fugt har ændret overfladeforholdene på huden. Dette fører også til ændringer i sammensætningen af hudbakteriefloraen, så der er sket en opformering af stafylokokker, som er de hudbakterier der kan give hudinfektioner. Behandlingen vil oftest bestå i, at hunden bedøves, så området kan klippes frit for hår, og vaskes med en speciel huddesinficerende shampoo. En bedøvelse vil være nødvendig, dels fordi disse hunde ofte er meget ømme for berøring, dels fordi lyden af klippemaskinen så tæt ved øret får de fleste hunde til at blive paniske. Efter denne lokalbehandling vil det være nødvendigt at antibiotikabehandle hunden i mindst tre uger ja ofte i endnu længere tid, op til seks til otte uger. Jeg vil anbefale, at du lader din dyrlæge undersøge hunden, så den korrekte behandling kan iværksættes. G.G.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...