Redningsvæsen

Vagtcentral flytter

Ambulancerne skal ikke længere styres fra Brønderslev.

Fra 2010 skal ambulancekørslen i regionen ikke længere styres fra Brønderslev. Region Nordjylland har netop sendt hele ambulancekørslen i udbud, og en del af udbuddet består i, at vagtcentralen for den akutte kørsel fremover skal placeres i Aalborg i forbindelse med sygehuset, hvor man, at vagtcentralen skal have større tilknytning til akutmodtagelsen. I dag ledes al ambulancekørsel fra Falcks vagtcentral i Brønderslev, men lige meget om Falck vinder udbuddet, eller en anden leverandør fremover skal tage sig af ambulancekørselen, så er det helt sikkert, at der skal laves en ny vagtcentral i Aalborg. Dermed forsvinder der medarbejdere fra Brønderslev. Landsklubformand for vagtcentralpersonalet hos Falck, Mette Rosenfeldt, er dog ikke bekymret for, at de medarbejdere der i dag passer vagtcentralen i Brønderslev, pludselig står uden arbejde. - Jeg tror, at der højst vil blive tale om en omplacering, hvor dem der i dag sidder i Brønderslev blot skal sidde i Aalborg. Men det kan selvfølgelig være, at medarbejderne får en anden arbejdsgiver end Falck, alt afhængig af, hvem der vinder udbuddet, siger hun. Mette Rosenfeldt har nemlig svært ved at se, hvem der ellers skulle kunne passe den nye vagtcentral i Aalborg. - Vores medarbejdere er vel næsten de eneste, der er uddannede til at passe vagtcentralen, så jeg har svært ved at se, at der er andre der kan overtage, siger Mette Rosenfeldt. Der sidder i dag mellem 10 og 15 medarbejdere på vagtcentralen i Brønderslev. Selvom vagtcentralen for den akutte kørsel flytter sydpå, så forsvinder centralen i Brønderslev ikke helt. Der vil stadig være medarbejdere til at holde styr på Falcks abonnementskørsel såsom vejhjælp, dyreredning og brand. Og hvis Falck vinder udbuddet, vil patienttransporten også styres herfra.