Vagten-forspring øget til ni point

Godthåb 10. september 2002 08:00

DOKKEDAL: IF Vagtens fodboldherrer skaffede sig en ny sikker sejr i weekenden. På egen bane vandt de 6-0 (1-0) mod Dall-Ferslev IF, og er - efter Ellidshøjs nederlag på 2-3 mod Godthåb IF - hele ni point foran puljens nummer tre, Ellidshøj, der er nærmeste konkurrent til de to førerhold og oprykningsfavoritter, Blenstrup IF og IF Vagten. Begge har 40 point efter 16 af turneringens 22 spillerunder. Dokkedal-træner Jørgen Jensen vurderer hans spilleres indsats som en holdpræstation og arbejdssejr. - Vi vandt ikke på godt spil, men på fight. Det fremgår næsten af de to halvlege, at vi sled vore modstandere op. Fem af vores seks mål blev scoret efter pausen, noterer han. 10 minutter inde i kampen åbnede Lars Nymark med mål på straffespark begået mod Jørgen Jensen. I begyndelsen af 2. halvleg scorede Michael Nielsen to gange i træk. Det samme gentog sig for debuterende Kenneth Thomasen. Han var netop blevet indskiftet og havde kræfter til at lave målene til 4-0 og 5-0. Fem minutter før tid afdriblede Jørgen Jensen gæsternes målmand og lagde bolden skråt tilbage til Vagtens alderspræsident, 46-årige Kaj Nielsen, der kronede værket med scoring til 6-0.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...