Vagten kommer helligdagen i hu

Fodbold 4. juli 2003 08:00

DOKKEDAL: Der er som altid afsat fire eller fem dage til Idrætsforeningen Vagtens årlige idrætsuge. Men på et punkt ligner arrangementet ikke sig selv. Vagten-folkene er indstillede på at komme helligdagen i hu og holder fri søndag, hvor man hidtil har holdt traditionen i hævd med afvikling af et mindre petanque-stævne. Men den årlige turnering i petanque blev afgjort allerede i onsdags. Torsdag var der liv på Dokkedal-anlæggets fodboldbaner. Der var planlagt seks kampe for fire syv-mands-hold bestående af veteranspillere fra Viking i Als, AaB, Vive IF og Vagten. Vive er trådt ind i stedet for Skjold-Skibsted, og Vagten-holdet består af tre spillere fra Dokkedal, tre fra Mou og tre fra Storvorde. Årsagen til denne sammensætning skyldes, at mange af Vagtens aktive vil være optaget af arbejdsopgaver i forbindelse med arrangementet. Andre kan i ro og mag varme op til aftenens indledende runder i idrætsugens efterhånden obligatoriske rafleturnering. Fredagsprogrammet omfatter en 11-mands-turnering for serie 4- og 5-hold. I den ene pulje skal værtsklubben IF Vagtens serie 4-mandskab prøve kræfter mod Nørresundby BK og Gudumholm IF. I den anden spiller SSB-Storvorde, Mou IF og AaB. Puljevinderne mødes i en finale som optakt til de afsluttende dyster i rafleturneringen. Idrætsdagenes højdepunkt og klimaks bliver lørdagens aftenfest med grillstegt gris og efterfølgende dans til tonerne fra The Big Five. Mange af deltagerne vil være forvarmet efter en række eftermiddags-opgør i enten gade- eller firmafodbold. brula

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...