Aalborg

Vagthavende går - men politiet består

Efter utallige udsættelser træder politireformen i kraft i morgen

HJØRRING:I morgen klokken 07.00 går den vagthavende på politistationen i Hjørring hjem. Det er der ikke noget underligt i. Det nye er, at der ikke kommer en afløser. Det kendte telefonnummer 96231448, som var den direkte forbindelse til politiet, forsvinder også. - Når en borger ringer til politiet i morgen, så kommer man til Aalborg, fortæller lederen af lokalpolitiet i Hjørring, Poul Severinsen. Selv om funktionen som vagthavende forsvinder, så lover Poul Severinsen, at betjeningen af borgerne ikke bliver dårligere. - Når man ringer til politiet kommer man først til vores call-center i Aalborg, som registrerer anmeldelsen helt kort og så stiller om til politiet i Hjørring. På stationen i Brinck Seidelinsgade er der fast bemanding fra klokken otte til 16 på hverdage og til klokken 17 om torsdagen. Man kan også møde personligt op på stationen mellem klokken otte og 15 hver dag, indtil klokken 17 om torsdagen. - Hvis man kommer ned på stationen uden for åbningstiden, så er der en dørtelefon, og fra den kommer man direkte i forbindelse med centralen i Aalborg, siger Poul Severinsen. Selv om stationen som sådan er lukket, er der folk på arbejde i Hjørring, men som hovedregel er de ude på patrulje, og patruljerne styres af Aalborg. Politireformen har været længe undervejs, og den endelige ikrafttræden har ventet længe på sig, men i morgen sker det så. Politiet i Hjørring bliver organiseret i tre afdelinger. Der bliver en anmeldelses- og visitationsafdeling, som tager sig af bl.a. anmeldelser, hittegods og straffeattester. Kriminalpolitiets opgaver ligger nu straffelovsafdelingen, som også omfatter specialpatruljen, voldssager og efterforskning. Den sidste afdelinger særlovsafdelingen, som bl.a. omfatter SSP-arbejdet og præventivt arbejde.