Vagtkørsel i taxi - men hver for sig

Kommunen kunne ikke finde afsæt til samarbejde mellem de to vognmænd

EMNER 25. juni 2003 08:00

ARDEN: Slut med at tænke i taxi-samarbejde i Arden Kommune. Tankerne om en fælles vagtordning mellem Oue-Valsgaard Taxi og nyetablerede Bo's Taxi er nu opgivet. Forslagene - og dermed holdningerne til et fælles vagtsamarbejde - mellem de to firmaer lader sig ganske enkelt ikke forene, vurderer et enigt udvalg for teknik og miljø. Det betyder i realiteten, at kunderne frit kan ringe til en af de to taxivognmænds numre, hvis man en sen lørdag nat står og mangler kørelejlighed hjem fra en fest. Rostrup på banen Udvalget for teknik og miljø betingede ellers et vagtsamarbejde for at frigive de sidste to - siden tre - bevillinger som erstatning for Arden Taxi, der er stoppet med at køre hyrevogn. - Vi var bekymret for, om vognmændene nu også kunne magte at dække hele døgnet året rundt og yde borgerne en tilfredsstillende service. Derfor lagde vi op til samarbejde. - Men den opgave mener man altså hver især selv at kunne klare på tilfredsstillende vis, og derfor har vi valgt at sige: Jamen, fint nok. Så gør I det, forklarer udvalgsformand Elav Pinstrup (V). Bo Olsen fra Bo's Taxi havde ellers foreslået at inddrage Rostrup-vognmand Viggo Thaysen i en tredelt vagtordning fastsat procentvis efter antal bevillinger. - Det må være mest retfærdigt, skriver Bo Olsen, hvis forslag indebærer 34 årlige weekendvagter til Oue-Valsgaard-Arden Taxi med seks bevillinger. Andre 12 vagter til Bo's Taxi, som råder over to bevillinger. Samt seks weekendvagter til Rostrup Taxi's Viggo Thaysen. Døgnet rundt Den aldrende Rostrup-vognmand med over 50 år i faget behøver ikke at frygte at blive sendt på nattekørsel med opstemte unge. Oue-Valsgaard-Arden Taxi forsikrer, at firmaet agter at fortsætte med at stå til rådighed døgnet rundt alle 365 dage om året. - Gennem 16 år har vi drevet vore forretning med døgnvagt, således at kunderne altid har kunnet få kontakt med vore vogne - uanset om det er nat eller dag. Vi agter at fortsætte på denne måde, da det absolut må være den bedste service for vore kunder, skriver vognmand Laurits Hansen. Firmaet tager enkelte forbehold, hvis mobilen er slukket på sygehuset, eller taxien kører på steder med dårlige modtagerforhold for mobiltelefoner. Endelig kan det undertiden knibe at skaffe en afløser med erhvervskort og førerkort. - Ingen vognmand eller chauffør må køre døgnvagt. Opstår der tilfælde, hvor vi har brug for hjælp til at overtage telefonvagten, vil vi selvfølgelig kontakte en af vore kolleger, lover vognmand Laurits Hansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...