Vagtlæge vigtig del af sundhedshus i Brovst

Borgmester utilfreds med forslag om at flytte lægevagten

Jammerbugt Kommune arbejder ihærdigt på at indrette et sundhedshus i det tidligere sygehus i Brovst. Blandt andet derfor er borgmester Mogens Gade ikke begejstret for forslaget om at nedlægge lægevagten i Brovst. Arkivfoto: Thomas Gaardsmand

Jammerbugt Kommune arbejder ihærdigt på at indrette et sundhedshus i det tidligere sygehus i Brovst. Blandt andet derfor er borgmester Mogens Gade ikke begejstret for forslaget om at nedlægge lægevagten i Brovst. Arkivfoto: Thomas Gaardsmand

Det er en yderst dårlig idé at nedlægge lægevagten i Brovst for i stedet at oprette en ny i Fjerritslev. Sådan lyder udmeldingen fra borgmester Mogens Gade (V) efter en rapport fra Region Nordjylland foreslår at ændre på strukturen, så der fremover er en lægevagt i Fjerritslev, imod at man lukker de to afdelinger i Brovst og Farsø. Mogens Gade står uforstående over for forslaget, fordi det kommer samtidig med, at Jammerbugt Kommune planlægger at omdanne dele af det tidligere Brovst Sygehus til et nyt sundhedshus blandt andet med plads til vagtlægen. - Vi har besluttet, at Brovst skal være et centrum i forhold til sundhed. Det matcher ikke med vores planer om et sundhedshus at flytte vagtlægen, siger Mogens Gade. Han henviser til, at Region Nordjylland på et tidligt tidspunkt har været med i planerne omkring sundhedshuset. Derfor mener borgmesteren, at anbefalingen om at lukke lægevagten i Brovst går direkte imod tidligere udmeldinger. I rapporten hedder det, at behovet for en vagtlæge i Fjerritslev skal vurderes på ny en gang om året. Derfor frygter Mogens Gade, at hvis flytningen gennemføres, bliver det kun for en kort periode. - Man siger, at vagtlægen i Fjerritslev er et forsøg. Det har vi meget dårlige erfaringer med. Hvis vi rækker regionen en lillefinger, så ender det med, at de efter et år også lukker vagtlægen i Fjerritslev, forudser Mogens Gade. Læger alene på vagt Det er utrygt for vagtlægerne at være alene på vagt. Rapporten tager fat på problemet med, at læger er udsat for en sikkerhedsrisiko, hvis de for eksempel trues af patienter. Det er en af grundene til, at man vil nedlægge de mindre lægevagtstationer. - Jeg forstår godt, at lægerne har det på den måde, men det må vi kunne finde en anden løsning på. Det kan være, at vagtlægen kan være på Falckstationen, siger Mogens Gade. I kommunens svar til regionen sætter de også spørgsmålstegn ved, hvor vidt problemet med læger alene på vagt vil blive løst ved at flytte til Fjerritslev. Jammerbugt Kommune skal komme med et høringssvar til regionen, og sagen skal derfor behandles på det kommende møde i sundhedsudvalget og i kommunalbestyrelsen.