EMNER

Vagtskifte hos Dansk Metal

Karsten Nielsen tager over efter Ove Andersen

LØGSTØR:Dansk Metal i Løgstør, der også dækker Farsø, Aars og Nibe, har fået ny formand. Det er fagforeningens kasserer gennem ni år, 40-årige Karsten Nielsen, Løgstør. Han afløser Ove Andersen, Aars, der har valgt at gå på efterløn efter 11 et halvt år på formandsposten. Ny kasserer efter Karsten Nielsen bliver 47-årige Michael Rydahl, der hidtil har været ansat på jernstøberiet Dania i Aars. Ove Andersen siger, at han for flere år siden gjorde op med sig selv, at han ville forlade formandsposten for at gå på efterløn, når han nåede de 60 år. Det gør han 4. april. - Det var naturligvis med vemod, at jeg aflagde min sidste beretning på generalforsamling. Det har været dejlige år, som er fløjet afsted, siger Ove Andersen, der i sin tid hovedkulds blev kastet ind på formandsposten. - Jeg er glad for at vide, at den nye formand får en blidere start, end jeg fik. Jeg forlod min arbejdsplads til fyraften og blev indkaldt til bestyrelsesmøde i Dansk Metal samme aften. Næste morgen sad jeg i formandsstolen. - Det var en hektisk tid. Der var meget at sætte sig ind i uden nogen hjælp fra den tidligere formand. Derudover valgte tre kasserere at sige fra inden for de sidste to et halvt år. Det var en hård tid - og i dag kan jeg godt undre mig over, hvordan jeg faktisk kom igennem det, siger Ove Andersen. Den nye formand, Karsten Nielsen, er bosat i Løgstør. Han har som nævnt været kasserer i ni år, men har tidligere været ansat på Rimas i Haubro, Hydrema, Silvatec samt hos Havemose, hvor han også er udlært. Karsten Nielsen har gennem 24 år været faglig aktiv og har blandt andet været lærlingeformand. Han har desuden bestridt flere andre, faglige poster. - Selvom Ove og jeg har kontor ved siden af hinanden, så er der mange opgaver, hvor jeg starter på bar bund. Vi har tingene ret skarpt delt op mellem formand og kasserer. Det er simpelthen nødvendigt, fordi mange af tingene kræver en del specialviden, siger Karsten Nielsen. På generalforsamlingen blev Karsten Nielsen valgt med 91 stemmer mod 26 for modkandidaten, Henrik Sørensen, der er tillidsrepræsentant på RH Beco i Aars. Der var genvalg til de tre øvrige bestyrelsesmedlemmer, nemlig Bent Tolstrup, Aars, Karl Johan Pedersen, Farsø og Evald Sørensen, Løgstør. De to andre på valg til bestyrelsen, Karl Ernst Jensen og John Rosenvard, opnåede ikke valg, men blev til gengæld bestyrelsessuppleanter sammen med Ulla Kristensen. Karsten Nielsen blev som ny formand udpeget som kongresdelegeret sammen med Evald Svendsen og Karl Johan Pedersen. Suppleanter som kongresdelegerede blev Leif Larsen og Bent Tolstrup.