Politi

Vagtskifte hos politiet

Jørgen Villadsen (til venstre) er fremover at finde på politistationen i Løgstør. Hans afløser som leder i Hobro, vicepolitiinspektør Hans Christian Albrechtsen, er tiltrådt.	Foto: Lars Pauli

Jørgen Villadsen (til venstre) er fremover at finde på politistationen i Løgstør. Hans afløser som leder i Hobro, vicepolitiinspektør Hans Christian Albrechtsen, er tiltrådt. Foto: Lars Pauli

Politifolkene i Hobro har fået ny chef. Efter ni år som leder i Hobro er vicepolitiinspektør Jørgen Villadsen draget 60 kilometer mod nordvest. Han står fremover i spidsen for politistationen i Løgstør. I stedet har vicepolitiinspektør Hans Christian Albrechtsen overtaget chefstolen i Hobro. Hans Christian Albrechtsen er 60 år og har tidligere været politiinspektør i Skive. Senest har han fungeret som kursusleder på politiets lederuddannelse i København. Vagtskiftet blev markeret ved en intern reception i sidste uge. Her faldt der mange knubbede ord til politireformen. - Hvis udviklingen fortsætter som nu, lukker de politistationen i Hobro om senest fem år. Det går med stationen som med de små slagterier. Hvis ikke der er svin nok at slagte, så lukker skidtet, sagde politifolkenes tillidsmand, Aage Pedersen, blandt andet. Han havde til gæld masser af roser til den afgående chef: – Du er ren glad og munter og social fyr, som gerne dukker op med rundstykker til morgenkaffen eller tager en fisk, du har fanget, med til middag. Det har mange kolleger, som ikke lige fik smurt madpakken den dag, nydt godt af. Tilmed er du fuld af numre. Det er lige dig at få fat i en af vore mobiltelefoner og omstille den, så den kommer ud på serbokroatisk. God tur til Løgstør, sagde Aage Pedersen til Jørgen Villadsen.jp/pa-