Vagtskifte i Mejlby

Kurt Nielsen afløses af Ejnar Hald fra Fyn

MEJLBY:Over 100 mennesker, både lokale, tidligere elever og andre med relation til Mejlby Efterskole på den ene eller anden måde mødte op til receptionen i forbindelse med forstanderskiftet på skolen. De mange gæster fik for de flestes vedkommende for første gang mulighed for at hilse på skolens nye forstanderpar fra Fyn, Gerda og Ejnar Hald, der netop er rykket ind i forstanderboligen i Mejlby. Til gengæld er efterskolens forstanderpar gennem de sidste 14 år allerede i fuld gang med deres nye pionerprojekt som forstandere for en ny økologisk efterskole for bogsvage i Store Vildmose. Goddag og farvel Dagens mange gæster blev bænket rundt ved de pyntede borde, inden de kunne forsyne sig fra skolens store indbydende sommerbuffet midt i lokalet. - Der er rigelig med drikkevarer til jer heroppe, også af vand, understregede bestyrelsesformand Preben Iversen i sin korte velkomsttale. Slutbemærkningen vakte glæde hos de mange gæster i tropevarmen i lokalet, mens solen bagte ubarmhjertigt udenfor fra en skyfri himmel. Efter de to første kørunder omkring buffetbordet indledte bestyrelsesformanden selv talerækken. - Allerførst vil jeg takke Kurt og Birte Nielsen for de 14 år, som I nu har fungeret som forstandere her på efterskolen fuld af engagement og virkelyst hele tiden. Over 800 elever har I været i stand til at motivere og give lyst til livet og tro på sig selv på trods af, at de som bogstave inden efterskolen har lidt adskillige nederlag i livet, understregede han i sin takketale til det tidligere forstanderpar. Til Gerda og Ejnar Hald var der en varm velkomst til den midthimmerlandske natur og Mejlby. - Et forstanderskifte er som en hestevogn med kusk og hjælpekusk på bukken. Fra bestyrelsens side ønskede vi ikke et stop, men at den nye kusk og hjælper overtog tømmen under kørslen, så hestene i første omgang ikke bemærker den ny styring. Hen ad vejen har I som nye kuske mulighed for selv at rette kursen ind og afstikke jeres egen for skolen, så hermed hjertelig velkommen på skolen, sluttede Preben Iversen sit indlæg, inden andre medlemmer af bestyrelsen overrakte de to forstanderpar gaver. Efter hyggeligt samvær sluttede receptionen med en stor gaveoverraskelse til de to hold forstandere, nemlig en køretur rundt i Mejlby i en åben Charabanc med køkkenmedhjælper Kaj Rasmussen på bukken og to østrigske haflinger forspændt.