Vagtværn skal stoppe vold på ungdomsdisko i Ranum

Professionelle vagter, medlemskort og skærpede alderskrav skal sikre fredags-freden i Ranum Hallen

RANUM:Et stigende problem med unge, der opfører sig voldeligt overfor kammerater og frivillige hjælpere ved Ungdomsdiskotekerne i Ranum, har fået forældrene bag festerne til at skride ind. En fest, hvor frivillige forældre blev slået til jorden og sparket så hård i brystet, at et par ribben brækkede, var den afgørende episode, som fik bestyrelsen til at reagere. Efter et møde med kommunen, SSP-gruppen, kommunens to opsøgende street-walkere og natteravnene besluttede bestyrelsen for foreningen bag ungdomsdiskoteket at leje et professionelt vagtværn til at forhindre voldelige episoder. - Det er et tiltagende problem, at nogle unge opfører sig voldeligt til festerne. Det er et fåtal, men der er nogle, der laver ballade. Vi oplever, at de langer ud efter os, når vi vil blande os i optræk til slagsmål, og det synes vi ikke kan være rimeligt, siger formand for diskoteksbestyrelsen, Susanne Ettrup. - Vi kan forstå på politiet, at diskoteker for unge mange andre steder er blevet lukket på grund af volden. Men vi vil meget gerne bevare et diskotek for de unge under 18 år, som ellers ikke har nogle steder at gå hen. Selvom det kun er 10 ud af 600, der laver ballade, vil det være ærgerligt, hvis det skal ødelægge det for de 590 andre. De professionelle vagter har været på plads ved de tre sidste fester, og det har gjort en mærkbar forskel, vurderer Susanne Ettrup. - Jeg synes, det har hjulpet. Hvis nogle laver ballade, bliver de bare fulgt ud, og der er ikke nogen, der blander sig. Der er langt større respekt om vagterne end om de frivillige forældre. Bestyrelsen vil på SSP-gruppens opfordring fremover indføre en minimumsalder ved festerne på 15 år. Det kræver dog en godkendelse fra generalforsamlingen, som indkaldes til februar. Desuden vil alle gæster ved diskotekerne fremover blive udstyret med et medlemskort med nummer og billeder, som sikrer, at de let kan kendes, og man hurtigt kan tilkalde forældrene, hvis der er behov for dét. På trods af SSP-gruppens anbefalinger vil bestyrelsen ikke umiddelbart forsøge at lægge begrænsninger på hvad og hvor meget, der må drikkes til festerne. - Nogle vil hellere have en lille bitte sort svin eller en opblandet cola med rom end øl, og det er også i orden. Det er de unge og deres forældres eget ansvar at holde det på et fornuftigt niveau. Vi kan umuligt holde øje med, hvor meget alle 600 gæster drikker, siger Susanne Ettrup. Endelig har der ved de sidste fester været sat dobbelt hegn op udenfor. Det skal mindske risikoen for handel med forbudte stoffer. Det har allerede formindsket trafikken af uvedkommende, typisk ældre unge, som hænger ud i området, vurderer forældreformanden, som efterlyser flere frivillige forældre, som vil bruge bare en enkelt fredag aften om året på at hjælpe til ved festerne. For øjeblikket er der cirka 75 aktive forældre, som skiftes til at spendere fredag aften i det ungdommelige diskolys. - Det er ikke forfærdeligt, det de unge laver. De fleste morer sig og hygger sig og får lidt at drikke. Det er en supergod ide at være sammen med sine unge børn på den måde. Og det har ikke noget på sig, når de unge siger, at de helst vil være fri. De kommer alligevel og siger "hej" til festen, siger Susanne Ettrup.