Vakkelvorne vendelboer

Kolding FC strøg forbi et HI-mandskab med forsvarsproblemer

Fodbold 6. juni 2003 08:00
Hjørring IF Kolding FC 0-2 Fodbold, 2. division, mænd HJØRRING: "Løwenstein" lyder som en halvstærk tysk pilsner, men torsdag var det efternavnet på manden, der sænkede Hjørring IF's 2. divisionshold i hjemmekampen mod den tidligere landstræner Richard Møller Nielsens tropper fra Kolding FC. To gange i anden halvleg lynede Peter Løwenstein i situationer, hvor et afbudsramt HI-mandskab viste vakkelvorne takter i forsvaret. Fem minutter efter pausen var han hurtigt over bolden, da normalt sikre Christian Stensborg i HI-målet tabte et tilsyneladende ufarligt indlæg for fødderne af Peter Løwenstein, og i det 61. minut udnyttede han koldt en solid omgang ubeslutsomhed i HI's midterforsvar til behersket at løfte bolden over Christian Stensborg og ind i det ene målhjørne til 2-0. Nederlaget var HI's femte i træk, og det betyder, at holdet bytter plads med netop Kolding FC i tabellen. Fra 9. pladsen i rækken kan HI dog glæde sig over, at holdet i går blev definitivt sikret mod nedrykning, da Svendborg hjemme tabte 2-5 til Glostrup. Det må absolut også være den eneste trøst på en dag, hvor det endnu engang blev skåret ud i pap, at bredden i Hjørring-klubben simpelthen ikke er god nok. For klubben og tilhængernes skyld må man håbe, at ledelsen finder forstærkninger til divisionstruppen i den sommerpause, der venter lige om hjørnet. Spørgsmålet er, om der er råd til at vente på de stortalenter, der efter sigende skulle være på vej fra klubbens junior- og ynglingeafdeling.OM Kampfakta: Pausestilling: 0-0 Mål: 0-1 Peter Løwenstein (50. minut), 0-2 Peter Løwenstein (61. minut) HI, 4-4-2: Christian Stensborg - Thomas Jensen, Anders Schjøtt, Peter Møller, Kenn Larsen (74. minut: Kasper Bræmer) - Morten Fjordbak, Michael Nielsen, Dennis Østergaard, Kasper Bangsø (61. minut: Jacob Sand) - Simon Bræmer, Mads Peter Olesen (74. minut: Nicolai Jensen) Advarsler: 68. minut: Peter Møller, HI. Dommer: Henrik Nystrup Kragh Tilskuere: 220
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...