Redningsvæsen

Vaks hjemme- hjælper hindrer ulykke

Røgalarmen svigtede i gammel mands lejlighed

VEJGAARD: Takket være en vaks hjemmehjælper slap en ældre mand med en lettere røgforgiftning, da der fredag nat udviklede sig kraftig røg i hans lejlighed i Odinsgade i Vejgaard. Hjemmehjælperen - eller social- og sundhedsassistenten, som det hedder nu til dags - var på arbejde, da hun ved knap fire-tiden om natten opdagede røg strømme ud fra en af ældreboligerne i Odinsgade. Via vagtcentralen fik hun hurtigt tilkaldt Beredskabscenter Aalborg, som fik ilden slukket og den ældre mand ud af lejligheden. Ifølge Hans Nielsen fra beredskabscentret var den ældre mand noget fortumlet, og for en sikkerheds skyld blev han kørt på sygehuset for at blive tjekket for røgforgiftning. Den kraftige, ildelugtende røg skyldtes, at manden havde stillet sin plastictaske med medicin på en tændt kogeplade. Normalt burde det udløse brandalarmen, som Aalborg Kommune har installeret i alle ældreboliger. Men i dette tilfælde virkede alarmen ikke, og den vil nu blive undersøgt. mons