Fjerritslev

Vakse ridepiger opdagede sommerhusbrand

Adskillige brande har hærget sommerhuse i Fjerritslev-området, og torsdag brændte det et nyt sted

Foto: Jan Pedersen
Foto: Jan Pedersen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:02

FJERRITSLEV: Torsdag aften var den gal igen i sommerhusområdet omkring Fjerritslev.

Endnu engang var der ild i udhænget på et stråtækt sommerhus, og politiet var ikke i tvivl om, at branden var påsat. Branden blev anmeldt klokken 18.27, og Nordjyllands Politi sendte straks hundepatruljer til adressen på Grønnestrandvej mellem Hjortdal og Fjerritslev.

- Det var nogle vågne ridepiger, som slog alarm. Og nogle hurtige naboer fik holdt ilden nede ved at pøse vand på, siger indsatsleder Claus Hermansen fra Nordjyllands Beredskab.

Indsatslederen fortæller, at det var et lille stykke af stråtaget, der var ild i.

- Vi tog et stykke af taget for at sikre os, at der ikke lå mere og ulmede, siger indsatslederen.

- Der er brand, der er brand!

For de tre piger til hest, som opdagede branden, var det en chokerende oplevelse. Det fortæller en af pigerne, 15-årige Signe Pallesen.

- Jeg var ude at ride sammen med en veninde og hendes lillesøster. På vej hjem red vi på en lille vej, hvor man kan kigge ned på sommerhuset. Det var faktisk den yngste af os, Lykke på 11, der opdagede branden. Lige pludselig råbte hun op om, at der var ild i huset, fortæller Signe Pallesen.

Foto: Jan Pedersen

Signe Pallesen fortæller, at ilden i husets ene hjørne var meget tydelig i tusmørket.

- Så red vi i fuld galop de 50 meter hjem til mine veninders mor, hvor vi råbte "Der er brand, der er brand", siger Signe Pallesen.

Venindernes mor fik kontakt til naboen til det brændende sommerhus, som altså fik holdt ilden i skak, til Nordjyllands Beredskab nåede frem.

 

 

 

 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden