Danmark

Valbys vartegn falder med ynde

Det 108 meter høje blå gastårn i den københavnske bydel Valby er nu succesfyldt væltet.

Valbys vartegn falder med ynde

Succesfyldt og med ynde faldt det 108 meter høje blå gastårn i den københavnske bydel Valby.

Klokken 12.01 lød eksplosionen og klokken 12.02 lå tårnet ned.

Da sprængningen var sikkert overstået, begyndte de mange tusinde fremmødte at huje og klappe, og der var da også lettelse at spore hos sprængningsholdet.

Teknisk direktør fra entreprenørfirmaet Tscherning A/S, Klaus Bodilsen, siger:

- Vi kan ikke andet end at have armene oppe. Det er gået lige præcis, som vi håbede og forventede. Der er lige noget sikkerhedstjek i øjeblikket, men intet tyder på, at der er noget galt. Så vi betragter det som en klar succes.

Til selve sprængningen er der brugt 50 kilo sprængstof, hvilket fik beholderen til at styrte mod jorden, som når man fælder et træ, og lande på en fodboldbane ved siden af.

Gasbeholderen blev lagt ned, fordi ingen ville overtage den fra ejeren, Københavns Energi, der holdt op med at bruge gasbeholderen, fordi man skiftede til en ny type gas.

- Vi er glade og stolte af, at vi har fået lov til at hjælpe Københavns Energi. Nu ved jeg ikke hvor mange mennesker, der er herude, men alle går og smiler og synes, at det er skægt, så det har været en succes hele vejen igennem, siger Klaus Bodilsen.

De borgere, der bor tættest på tårnet blev her til morgen evakueret for en sikkerhedsskyld, og de tog, der skulle passere i tidsrummet, blev indstillet.

Tårnet, der blev taget i brug i 1967, er Danmarks næsthøjeste bygning kun overgået af sygehuset i Herlev, og det består af 1800 ton jern.

Det næste, der skal ske, er, at entreprenørfirmaets folk skal i gang med at klippe tårnet i mindre stykker. Det sker med gravkøer, der er påmonteret gigantiske metalsakse. Og alt materiale går til genbrug.

- Stålbeholderen bliver klippet ned, omsmeltet og brugt til produktion igen. Om det så er til en cykel i Kina eller en stålkonstruktion i Danmark er selvfølgelig svært at sige.

- Betonpladen, som tårnet stod på bliver også brugt igen. Der er intet affald i det, der ligger herude, siger Klaus Bodilsen.

Det er en af verdens bedste sprængningseksperter, briten John M. Faulkner og hans kollega Robyn Rushforth fra firmaet Precision Demolition Company Ltd, der havde hovedansvaret for sprængningen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.