Valencia fyrer træneren efter 0-3-nederlag

Miroslav Djukic fik kun et halvt år i sædet som Valencia-træner. Mandag blev klubbens tidligere spiller fyret.

Valencia fyrer træneren efter 0-3-nederlag

En aktuel niendeplads i den bedste spanske fodboldrække er ikke godt nok for ledelsen i Valencia.

Derfor blev træner Miroslav Djukic mandag fyret efter kun et halvt år på posten. Fyringen kommer efter søndagens 0-3-nederlag ude til topholdet Atlético Madrid.

- Som professionel forstår jeg ikke beslutningen fra bestyrelsen, men jeg respekterer den. Jeg ønsker klubben det bedste for fremtiden og opfordrer til sammenhold, så klubben kan gøre fremskridt, siger Djukic til et pressemøde.

Den 47-årige serber erstattede i sommer Ernesto Valverde i Valencia, efter at Valverde skiftede til Athletic Bilbao.

Djukic har en fortid som spiller i Valencia. Den tidligere forsvarsspiller var med stor succes i klubben fra 1997 til 2003.

Netop den fortid gør fyringen ekstra smertelig, siger Valencia-præsident Amadeo Salvo.

- Personligt havde jeg håbet, at denne dag aldrig ville komme, lyder det fra præsidenten.

Selvom Valencia halter efter i ligaen, så har Djukic ført klubben blandt de 32 bedste i Europa League. Her møder spanierne Dynamo Kiev i 1/16-finalen.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.