Valentindag og andre traditioner

Valentindag er her midt i februar en rigtig kærligheds- og venskabsdag. Flere og flere unge og større børn kobler sig på denne overvejende amerikanske tradition. Noget vi andre kun kender fra tegneserien Nuser. Det drejer sig om med kort og blomster at formidle gode følelser for andre. Det kan også være små søde figurer, der sendes via mobiltelefon og om kærlighedserklæringer og anerkendelser, der formuleres på de foretrukne chatsteder. Her fyger det med store kærlighedserklæringer som "jeg elsker dig for evigt" og "du er det bedste" – ord som kan få nordjyske voksne til at ryste på hovedet og tænke: Skulle det være nødvendig at sige det så direkte! At omgås så let og letsindigt med de store ord er mest noget, der foregår på film. Traditionen med Valentindag er forholdsvis ny i Danmark og er derfor endnu ikke institutionaliseret. Traditionen har stadig friskhed og glød ved netop at være de unges og børnenes eget værk. Uberørt af voksenhånd, men dog et resultat af en vældig globaliseringsproces, der pågår i disse år. Dette gælder også halloween – der dog er godt i gang med at blive en del af børne- institutionernes kulturelle repertoire. Både daginstitutioner og skoler er væsentlige som steder, hvor vores kultur holdes ved lige og udvikles. Her kommer vore religiøst inspirerede traditioner som jul og påske klart ind på førstepladsen. Ve den børnehave, der ikke kan sørge for at producere en passende mængde påskekyllinger og juledekorationer. Omvendt må vi sige, at hvis ikke børnehaver, skoler og skolefritidsordninger holdt disse traditioner ved lige ved at gøre noget sammen med børnene, ville de nok hurtigt lide en krank skæbne. Med de vilkår, børnefamilier lever under, kan det være svært at få sådanne traditionsbårne aktiviteter passet ind. Det, der er tilbage i familierne, er at formidle forklaringer på traditionerne. Hvorfor holder vi påske, fastelavn og jul? Traditioner, der kan føres længere tilbage end kristendommen og derfor ligger dybt forankret i alle lande og i alle folkeslag. For at fejre lyset, håbet og kærligheden. Og sådanne forsikringer kan ikke undværes i det kollektive liv – og kan faktisk ikke dyrkes for meget. I denne måned står der også fastelavn på kalenderen. Denne dag klæder børnene sig ud. Kostumerne følger mere Walt Disneys sidste tegnefilmsproduktion end noget andet – igen et eksempel på globaliseringen af kultur. Men selve kernen, at denne dag kan man som bjørn, sabelsluger eller Tornerose opføre sig anderledes, end man plejer, er intakt. Man tager en maske på, og i det ligger der mange muligheder for at forny sig. Og skoler, institutioner og boligforeninger arrangerer tøndeslagning med kåring af mindst én kattekonge og dronning. Der bliver lagt kræfter i slagene og spænding og konkurrencelyst lyser ud af deltagerne. Traditionen byder på fællesskab uden højtidelige undertoner og med livslyst og glæde i centrum. Traditioner som faste tilbagevendende begivenheder, der følger bestemte ritualer og med det samme indhold år efter år, kommer måske til at betyde mere og mere i disse år. Fordi presset på den enkelte samfundsborger vokser og vokser. I skolerne arbejder børnene med at finde deres egne personlige læringsstile og indgange til personlig udvikling og udformer i samarbejder med lærerne handleplaner for egne læreprocesser. Processer de skal tage medansvar for. I institutionerne arbejdes der mange steder med børnenes bog, hvorigennem det enkelte barn fortæller sin egen helt personlige historie gennem billeder, tegninger og samtaler. Individet er i disse år for alvor kommet i centrum. Og det er godt med de krav til kompetencer, der hviler på den opvoksende generation. Ingen får lov til at sidde bagest i klassen eller i et hjørne på institutionen bare overladt til sig selv. Opgivet af de voksne og de andre børn. Undervisningsdifferentiering og dokumentation for pædagogisk arbejde er de professionelles redskaber i denne proces. Men samtidig bliver der sat fokus på fællesskabet, som ikke længere kan betragtes som noget selvfølgeligt. Noget så grundlæggende som at tilhøre et fællesskab bliver udfordret. I hvert fald i den forstand den voksne generation har kendt det. Nye fællesskaber vokser op – børnene skaber dem selv via fx computeren eller gennem en udstrakt brug af fritidstilbud. Eller ved at fejre xmax - day. Den dag julesneen falder over Danmark. I skolerne og på institutioner er der fortsat nogle grundenheder. Klassen og stuen. Her er der lagt en ramme om fællesskabet, der opstår, fordi man lever sammen på godt og ondt. Men også her er der store forandringer på vej. Når institutionen bliver funktionsopdelt og skolen bliver årgangsstyret ændres der på rammerne og fællesskabet bliver måske mere opsplittet og periodevis. Udviklingen svarer til udviklingen i samfundet som sådan med fleksible arbejdspladser, arbejdstider og familier. Så på den måde er det i orden og følger den generelle samfundsudvikling. Men hvad sker der med fællesskabet? I denne "nye" verden kan de gamle traditioner og de nye, der kommer til, få en meget væsentlig funktion – nemlig som de anledninger, hvor vi med sikkerhed tilhører det samme fællesskab. Fællesskaber i det helt nære miljø, der samtidig strækker sig ud i verden på begge sider af kloden. Fællesskaber der minder os om årets gang og væsentlige værdier som håbet, lyset og kærligheden. Minder os om, at vi tilhører menneskeslægten med trang til dramatisering og drømme. Med trang til at være uden for hverdagens handletvang og være sammen om noget uforpligtende og bare for sjov. Traditionerne kan bygge bro mellem generationerne, hvis de forbliver en del af familiernes liv. Netop ved at være noget, man gør for sin fornøjelses skyld – noget man "leger" – og hvor alle i familien kan deltage på lige fod: gamle, voksne og børn. Hvis traditionerne overlades helt og aldeles til institutionerne og skolerne, kan de ikke bygge bro over generationerne, men kun være noget til gavn for fællesskabet i den enkelte generation. Det tidspunkt, hvor familierne boltrer sig, skaber samhørighed og uforpligtende og glædelige begivenheder, er i ferierne. Og i weekenderne. Dagligdagen er optaget af pligter, der så sandelig også skaber samhørighed, men nok knap så megen sprudlende glæde. Her går vi ikke ud over os selv og hengiver os til trangen til at drømme og dramatisere. Men et ophold på et skisportssted eller ved en swimmingpool kan være den nye ramme, der får legebarnet frem i os alle og får nye kræfter ind i relationerne og udgør substans i fællesskab. Men mindre kan også gøre det. En udflugt i hverdagen – en vandretur ved havet – en stum lyd af historiens vingesus ved en af vore mange kulturskatte – en spændende omgang med et brætspil eller en af de gamle gættelege. Men for at få skabt denne fælles følelse af samhørighed i familien er det nødvendigt, at de voksne går forrest og skaber rammerne for udfoldelsen. Det svære kan nogen gange være at få samlet familien om sådanne fællesskaber. Det nemmeste er at lade ungerne fortsætte med spillene på skærmen. På kort sigt. Men på lang sigt er det for familiens samlede sum af fælles oplevelser med livsglæden i centrum en stærk investering, der giver stort udbytte.