Valg i Irland tyder på et systemskifte

EMNER 25. februar 2011 22:24

DUBLIN: Irlands vælgere virkede fredag ret sikre på at vælte den siddende regering, som de er alt andet end tilfredse med. Valget er præget af sammenbruddet i den tidligere vækstøkonomi og den efterfølgende upopulære, internationale redningsplan. Det traditionelle regeringsparti, Fianna Fail, ventes at kunne indkassere et svidende nederlag. Det betyder, at den irske regering bliver den første, der falder i kølvandet på den krise, der har ramt eurolandene hårdt. - De får et solidt spark bagi, og de har fortjent det, sagde Brendan Buckley, en 47-årig embedsmand ved et valgsted i den nordlige del af hovedstaden Dublin. Valget kom et par måneder efter, at Irlands premierminister Brian Cowen og hans regering måtte gå tiggergang til EU og Den Internationale Valutafond (IMF) for at bede om et kæmpelån til at bringe Irland gennem den økonomiske krise. Cowen fik lånet, men betingelsen var store besparelser i det offentlige, og det har skabt vrede og mismod i hele landet. Fianna Fail, der holder til på den politiske midte, ventes at blive mere end halveret, mens det konservative oppositionsparti, Fine Gael, har et absolut flertal i parlamentet inden for rækkevidde, ifølge de seneste meningsmålinger. Hvis Fine Gael vinder, bliver Irlands næste premierminister Enda Kenny, og han vil hurtigt komme i ilden. Der er store problemer med at få den irske finanslov til at hænge sammen, arbejdsløsheden er 15 procent, og flere store banker har behov for hjælp. De 6000 valglokaler holdt åbent til klokken 23 dansk tid fredag. Optællingen begynder her til morgen klokken 9, og et resultat ventedes sent lørdag. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...