Udlændingepolitik

Valg til integrationsrådet

Hjørring Kommune søger kandidater til integrationsråd for 2010-2013.

Hjørringensere af ikke-vestlig herkomst, kan stille op til det nye integrationsråd. Der er opstillingsmøde 5. november. Arkivfoto

Hjørringensere af ikke-vestlig herkomst, kan stille op til det nye integrationsråd. Der er opstillingsmøde 5. november. Arkivfoto

Det er ikke kun byrådet, regionsrådet og ældrerådet, der nu skal fornys for de kommende fire år. Det skal også integrationsrådet, og der er opstillingsmøde torsdag 5. november, kl. 14-19 på Hjørring Bibliotek i Metropol. Nydanskerne får dog ikke mulighed for at sætte kryds ved de kandidater, de synes bedst om. Medlemmerne af integrationsrådet udpeges af byrådet, men der tages hensyn til hvor mange stillere kandidaterne har på deres opstillingsliste, så vælgerne er ikke helt uden indflydelse. Integrationsrådet har til opgave at være sparringspartner for kommunalbestyrelsen når der skal træffes beslutninger, der kan have særlige konsekvenser for borgere med anden etnisk oprindelse end dansk. Det kan være gebyrer for danskundervisning eller udarbejdelsen af kommunens integrationspolitik. Rådet kan dog også tage initiativ til forskellige arrangementer. Krav til kandidater Kravene til kandidaterne er: - De skal være bosiddende i Hjørring Kommune - De skal være fyldt 18 år senest 5. november 2009 - De eller mindst en af deres forældre skal være født i et land uden for Norden, EU og Nordamerika. De samme krav gælder for stillerne, dvs. dem, der skriver under på den enkelte kandidats opstillingsliste. Sidste frist Opstillingslisterne kan udfyldes og afleveres allerede på opstillingsmødet 5. november, eller de kan sendes til Hjørring Kommune senest 12. november. Siden hen udpeger byrådet medlemmer til det nye integrationsudvalg for 2010-2013. Det nuværende integrationsråd i Hjørring Kommune består af: Jan Thomsen, Seghir Ajjouri, Sacir Camo, Wahidulla Noorzada, Nghia D. Nguyen, Saleha Nazar Mohammad, Martin Frandsen, Ole Carlsen, Vibeke Haaning, Jørn E. Christiansen, Karsten Poulsen og Bodil Nygreen Nielsen. De danskklingende navne skyldes, at også erhvervslivet, fagforeningerne, skoler, institutioner og foreningslivet er repræsenteret i integrationsrådet.