Valg til LO

Gymnastik 19. marts 2003 07:00

Når LO Aabybro har repræsentantskabsmøde torsdag aften i Biersted Hallen er bestyrelsesmedlemmerne Jørgen Søndergaard, Hanne Bætz og Jørgen Hellum alle på valg. Og alle tre er villige til genvalg, oplyser formanden Steen Birkeholm. Desuden er bilagskontrollant Jette Christensen villig til genvalg. Vil oprette ny club Han Herreds Y Men's Club arbejder på at oprette en club i Aabybro, da der ikke findes en sådan i Pandrup eller Aabybro. Derfor er der nedsat et udvalg med Jens Chr. Hedehus, Kristen Vestergaard, Anker Lindhardt og Peter Jensen, som alle bor i Aabybro. De skal stå for oprettelsen af den nye klub, og de arrangerer 31. marts et orienteringsmøde i Aaby Sognegård med deltagelse af amtsrådsmedlem Chr. Bach Iversen. Y Men's-bevægelsen yder praktisk og økonomisk støtte til lokalt, nationalt og internationalt børne- og ungdomsarbejde samt sociale og humanitære projekter. Klubberne arbejde ud fra en folkekirkelig holdning og med støtte til de kirkelige organisationer. Den første klub blev etableret i 1947 i Aalborg, og der nu 135 klubber landet over med ca. 3.300 medlemmmer. Bevægelsen stammer oprindeligt fra USA, hvor nogle KFUM-ledere i1922 dannede en frokostklub for at hjælpe KFUM-afdelingen. Fordeler posterne Bestyrelsen for SiD i Aabybro har fordelt pladserne imellem sig efter generalforsamlingen. Erik Nielsen er fortsat formand. Torben Ertmann er næstformand. Niels Christensen er sekretær. De øvrige medlemmer er Jørgen Olsson, Per Vad og Ove S. Jensen. Bymester i skak Aabybro Skakklub spiller tirsdag aften første runde i byturneringen i skak, og det sker i klubbens lokaler i Aabybro Hallen. Byturneringen afvikles over fem runder, og det er en åben turnering for alle, så man behøver ikke være medlem for at deltage. NØRHALNE Bold med de små Omkring 40 ungdomsspillere nød forårssolen lørdag, da Fremad Nørhalne havde standerhejsning for årgangene puslinge, miniput og lilleput piger. Efter årets første træning var der pølser og pommes frites i klubhuset, og ungdomsformanden, Jan Andersen, var godt tilfreds med fremmødet. Kunst og gymnastik Lørdag viser Fremad Nørhalnes gymnaster, hvad de har arbejdet med i årets løb, når foreningen har den traditionelle opvisning i Nørhalne Hallen. Men en time inden opvisningen holder IFN's Kunstvenner fernisering på udstilingen: "Kunst og Gymnastik" samme sted. Det er billedkunstneren Birthe Kjærsgaard, Løgstør, der udstiller. Gymnastikopvisningen begynder med fælles indmarch. Først er puslingene på gulvet, som derefter overtages af forældre/barn-holdet. Derefter er viser det første springhold sin opvisning, inden holdet for børnehaveklasse - 2. klasse viser gymnastik. Endelig er det andet springhold på gulvet, inden cheerleaders og medaljeoverrækkelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...