Valgdag må være flagdag

Lokalpolitik 10. februar 2005 05:00

Af Karl Maksten Rantzausgade 40/2, Aalborg VALG: Mens meteorologerne som de højere magters og naturkræfternes budbringere havde lovet og tildelt os et flot vejr på valgdagen den 8. februar, var der andre magter og kræfter, der ikke havde været oppe på mærkerne den dag. På vej hen til mit valgsted kunne jeg have forventet, at Boulevarden og andre af Aalborgs hovedstrøg havde været flagsmykket, men der var ingen flag, og da jeg kom hen til valgstedet glimrede dannebrog også dér ved sit fravær. Boende lige over for busterminalen iagttog jeg dagen igennem, at nogle af byens busser havde påmonteret dannebrog, men ikke nær dem alle sammen. Reglementet for flagning med dannebrog påbyder, at der skal flages fra offentlige bygninger på bestemte dage hvert år. Bl.a. skal der flages på Grundlovsdag, den 5. juni. Selv om der ikke er folketingsvalg hvert år, synes det nærliggende at antage, at en valgdag rangerer lige så højt som Grundlovsdag. Det er jo egentlig grundloven vi fejrer, hver gang vi går til valg. En valgdag er både en festdag og en flagdag, og det burde have været synligt i Aalborgs gader.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...