EMNER

Valget andet end ja- og nej-svar

SERIØSITET:Statsminister Anders Fogh sagde forleden på landsdækkende tv ordet: "skræmmekampagne", samtidig med at han kritiserede socialdemokraterne for ikke have nogen politik, som de kan sætte i stedet for Venstres, som igennem de seneste tre år har betydet 33.000 flere arbejdsløse. Mogens Lykketoft forsøgte at fremføre socialdemokraternes politik, men det er svært at få budskaberne igennem, fordi flere medier helst ser valgkampen som en boksekamp mellem to personer i stedet for at fremlægge seriøse emner, som får stor indvirkning på mange menneskers liv og velfærd. Flere medier vil helst have, at debatten skal være hurtig med korte ja- og nej-svar. Det bliver derved en ufuldstændig og unuanceret debat, som blot skal passes ind mellem to reklamepauser. Flere danskere bliver derfor trætte og zapper over på en anden kanal. Danskerne er ikke dumme og uinteresserede, men de efterlyser en seriøs debat, hvor man kan sætte sin egen situation og ønsker ind i de fremførte valgløfter. Socialdemokraterne har fremført en meget ansvarlig og visionær plan, "Made in Denmark", hvis mål er at skabe uddannelse til alle, job til alle og velfærd til alle. Samtidig vil planen tage fat på Danmarks største problem, den store arbejdsløshed. S vil føre en aktiv beskæftigelsespolitik, som vil skabe 50.000 flere job på fire år og 100.000 flere på 10 år. Flere i pressen betragter i øjeblikket Fogh som socialdemokrat. Venstres politik er i øjeblikket på ingen måde socialdemokratisk. Var den det, var der allerede for flere år siden blevet taget effektive tiltag mod den stigende arbejdsløshed, så fyrede ville kunne blive efteruddannet til andet job på rimelige økonomiske vilkår, som tog hensyn til den enkeltes situation. Jeg så helst en seriøs debat, hvor alle partier ville fremlægge deres individuelle politik på en sober og fuldstændig måde. Jeg er desværre bange for, at Venstre kun vil skræmmekampagne. Flere medier giver desværre statsministeren den fordel. Medierne har allerede, måske bevidst, glemt Venstre-borgmestrene Peter Brixtofte og René Milos mange mistænkelige pengetransaktioner. Det er samtidig noget mistænkeligt, at Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), på dagen for valgets udskrivelse, ikke ville ophæve den tidligere Venstre-mand Flemming Oppfeldts parlamentariske immunitet, så han kunne blive sigtet og afhørt til sagskomplekset med Peter Brixtofte og Farum. Jeg har normalt stor respekt for Mejdahl og forstår ikke, at han ville gå med til den noget mistænkelige affære, selv om ophævelsen lå klar samme dag, til vedtagelse. På den måde er politiets efterforskning blevet forsinket, og statsministeren stod ved valgudskrivelsen som en leder uden lig i lasten.