EMNER

Valget er egentlig enkelt

Det er længe sagt, at der er for få forskelle i dansk politik. Men den aktuelle valgkamp afslører helt grundlæggende forskelle på de to alternativer vælgerne 13.11. står overfor.

På den ene side står en stabil regering, som i seks år har sikret økonomisk vækst, skabt mere valgfrihed til den enkelte, og gjort Danmark til et samfund med bedre uddannelser og mere klarhed om krav og muligheder for den enkelte studerende. På den andens side står en opposition, som består af midtersøgende Socialdemokraterne, overbydende folkesocialister, utilregnelige Radikale og en Enhedsliste, der stiller med et, lad os sige spændende hold. Man kan vælge mellem fortsat tryghed, mere frihed og videreudvikling af gode resultater eller et politisk eksperiment, som kan få katastrofale konsekvenser for samfundsøkonomien. Jeg synes ikke, at det er tid til politiske eksperimenter af den karakter i disse tider. Vi står i Danmark overfor store udfordringer i de kommende år. Vi skal sikre, at virksomheder får den arbejdskraft de mangler. Derfor har regeringen lanceret en omfattende jobplan. Vi skal sikre, at de mest nedslidte offentlige institutioner får et løft, og at de offentligt ansatte, får bedre arbejdsforhold. Derfor har regeringen lanceret en historisk og ambitiøs kvalitetsreform med investeringer på 50 mia. kr. Vi skal sikre, at Danmark fortsat er i front på klimaområdet. Derfor har regeringen lanceret en klima- og energiplan. Vi skal blive endnu bedre til integration. Regeringen er godt på vej, men har vigtige nye initiativer på vej. Og så skal danskerne fortsat sikres tryghed for stigende skatter og afgifter. Derfor skal der fortsat være skattestop. Venstre er et klart alternativ. Regeringen har gjort det godt, men kan gøre det endnu bedre. Med venstrefløjen ved man ikke hvad man får. Men et er sikkert, SF stemmer ikke for et skattestop, og Socialdemokraterne stoler ikke på hverken borgerne eller kommunerne, hvorfor de har fremsat 29 velfærdsrettigheder, som fra Christiansborg skal styre de offentligt ansattes dagligdag ned til mindste detalje. Valget er faktisk ret enkelt.