EMNER

Valgets vendepunkt

VK-regeringen med støtte fra DF blev sat på porten 15.9. Gudskelov! Men ikke så eftertrykkeligt som man kunne ønske.

Forskellen mellem det ene Danmark, det liberale nationalchauvinistiske, og det andet, det humant kosmopolitiske, er ikke stor. Der blev blødt i begge lejre - Konservative fik et choknederlag og betalte til LA, og SF blødte højrødt gennem skjorten med stort mandattab til valgets rock-dronning, Nørrebros darling, hele Danmarks Johanne. Midterpartiet par excellence, Radikale, scorede en solid position i midten på det klassiske samarbejde til venstre i salen - den socialliberale favoritflirt med det tunge socialdemokrati, der blev lettet lidt - endnu en gang. Hvad er på dagsordenen? Reformeringen af velfærdssamfundet - intet mindre! Foghs og Løkkes æra blev præget af panikreformer, der skulle se ud som handlekraft, men man ødslede og spildte en svimlende højkonjunktur op i symbol- og værdipolitik, der lod truslerne mod velfærdssamfundet forsvinde i tågerne, og postede penge ud i skattelettelser og særbegunstigelser til boligejerne. Alt for sent kom man i gang med at sanere arbejdsmarkedet; alt for sent fik man gjort nogle små tanker om, hvordan man kunne hjælpe en nedkølet økonomi i gang igen. VK-regeringen præsterede det paradoks, at man aldrig i dansk historie har præsteret en så omfattende bureaukratisering under liberale slagord, aldrig en så omfattende kontrol og overvågning af den offentlige sektor under markedsprægede slogans om effektivitet, aldrig en så uhæmmet vækst i den offentlige sektor, især på cheflønsiden, under parolen om en forjættende "resultatløn". Ironien er, at "resultatløn" til cheferne har drænet den offentlige økonomi uden tilsvarende resultater. Det er en jammer på alle niveauer af det offentliges etater, DSB som eksempel, eller den statslige og kommunale administration. Den ny regering kommer til at rydde op i junglen af vildfarelser. Nedskæring af burokratiet i det offentlige og en umiddelbar dermed sammenhængende effektivisering er påkrævet. Overlæger skal operere mere, diagnosticere og behandle mere; lærere skal undervise mere; sosu'ere skal pleje og hjælpe mere - idet man reducerer det hysteriske kontrol-, registrerings- og synliggørelsesvanvid. Tillid til aktørerne på den givne arbejdsplads skal genetableres. Men der skal også bestilles mere på de enkelte arbejdspladser. Jeg mener, at der har udviklet sig en slendrian eller en apati under det liberalchauvinistiske kontrolmageri. Ingen gider tage et ansvar; ingen gider løfte en smule mere. Man skal ikke være nogen stor og genial arbejdsmarkedspsykolog for at opdage, hvordan folk reagerer på bureaukrati. De bliver passive! De gider ikke tage initiativ, for det hel drukner i regler, ledelse og idioti. Ikke én er blevet klogere på noget som helst af at spørge en bureaukrat om noget. Djøf'iseringen er fordummelse under pæne overskrifter om effektivisering. Krigene i Afghanistan og Irak har været en afledningsmanøvre for den indenrigspolitiske nedtur. Vi bekæmpede "tyskerne", som vi kapitulerede for 9. april, i nye skikkelser som terroristiske talibanere, Al-Qaida'ere og Saddam Hussein-folk. Skal den indsats evalueres, tør jeg ikke tænke på resultatet. Hvad hele det muslimske spøgelse har betydet for vores blindhed over for fundamentale samfundsmæssige problemer i vores samfund, er vel ikke til at forestille sig: en virkelighedsfordrejning af dimensioner. Det er ikke en invitation til verden om at komme til Danmark og lukrere på velfærdssystemet, men en nøgtern konstatering af et skævvredet virkelighedsbillede. Det har været en pestilens i 10 år at høre disse halvhjertede forsikringer om, at de nyeste lovgivningstiltag på udlændingepolitikkens område skam lå inden for alle konventioners grænser. DK har virkelig sat sig selv på den laveste moralske fællesnævner i denne sag. Klassiske dyder som arbejdsomhed, ansvarlighed, selvstændighed og handlelyst skal i højsædet - igen. Skolerne skal være meget bedre, end de er. Den faglige nedtur og slendrian skal stoppes, så skolegangen på alle niveauer bliver meningsfuld og kvalificerende i stedet for tidsfordriv. Alt for stor en del af ungdommen er ved at drikke forstanden ud af hovedet af kedsomhed, fordi "femdagesdruk" er det eneste, der er sjovt. Men arbejdslyst og læreglæde kan et samfund ikke undvære, og det er da sjovere end evige tømmermænd. Velfærdssamfundets skyggeside: den slappe idé om livsvarig bespisning på det offentliges regning skal selvfølgelig reduceres. Men det nytter ikke noget, hvis der ikke vises samfundssind og offervilje på de øverste poster. Det er en skændsel som grådigheden har bemægtiget sig det velbjærgede Danmark, der hytter sig i sine luksuriøse ghettoer og håner Under-Danmark og som altid - uforståeligt - i den liberale retorik udnævnes til at være landets frelsere. Udfordringerne er store, men det er jo en ønskesituation for en venstredrejet regering. Og så synes jeg, at taktikken skal være at presse Johanne og hendes "johanitter" mest muligt.