Valgkamp skulle bryde isen

Lene Espersen og Frank Jensen fik hver sin redningskrans til debatmøde på Elbjørn

Lokalpolitik 1. februar 2005 05:00

HAVNEKAJEN: Tågehornet kom kun sporadisk til orde, da seks folketingskandidater mandag aften stod til (en lille smule) til søs i Aalborg Havn. Dybt nede i det, der engang var maskinrummet på isbryderen Elbjørn, handlede det først om valgflæsk med persillesovs, siden om især Irak, beskæftigelse og skoler foran et halv hundrede vælgere i de maritime omgivelser. Skibets kaptajn Lars Jeppesen - der for adskillige år siden selv stillede op for Venstre ved byrådsvalget i Aalborg - så gerne, at politikerne ville finde deres søkort frem og udstikke en ny kurs. De største bud på kursændringer kom naturligt nok fra oppositionens Frank Jensen (S) og Lene Garsdal (SF): - Jeg glæder mig naturligvis over, at valget i Irak gik godt. Men vi kan ikke fortsætte som nu, hvor amerikanerne opfattes som en besættelsesmagt. Sikkerhedssituationen er så ringe, at det hindrer genopbygningen - det kan vi ikke byde irakerne, understregede Frank Jensen. Og fik applaus fra rundt regnet det halve af maskinrummet. - Jeg er sådan set mindre interesseret i, hvad den danske befolkning mener om den danske tilstedeværelse i Irak - jeg er mere interesseret i, hvad irakerne mener. Og opbakningen er meget stor, lød det fra Lene Espersen (K). - Vi burde stå sammen i stedet for hele tiden at så tvivl, supplerede Inge-Lene Ebdrup (V). Og fik applaus fra rundt regnet den anden halvdel af tilhørerne. Alle seks politikere vil gavne beskæftigelsen, gerne gennem mere turisme. Lene Garsdal (SF) pegede på renoveringer af skoler og kloaknettet samt pleje af ældre som områder, hvor der er brug for mange flere hænder, Peter Skaarup (DF) - den eneste af de seks, der er stillet op udenfor amtet - pegede på forsvarsforliget som et konkret eksempel på, at regeringen (med støtteparti) har ført politik med regionale hensyn, mens Karen Bodil Pii Svane (CD) lancerede aftenens mest vidtgående forslag: Flyt Fiskeriministeriet til Hirtshals - det er jo der, fiskerne er. Selv ikke Lene Espersen, der er barnefødt i fiskeribyen, bakkede ideen op. Til gengæld fik hun sammen med Frank Jensen hver en souvenir med hjem fra Elbjørn. Aftenen sluttede med en stribe spørgsmål i kategorien politisk paratviden, og de to justitsministre svarede forkert. Det indbragte dem hver en redningskrans - Lene Espersen mente, at det havde 30 valg siden 1901 (tallet er 39), mens Frank Jensen mente, at Socialdemokratiet tabte 16 mandater ved jordskredsvalget i 1973, men det gik endnu værre - tabet var på 24.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...