Lokalpolitik

Valgkampen er rykket på café

Når unge ikke går til politiske møder, opsøger politikerne dem på byens caféer

AALBORG:Politiske løfter om øget beskæftigelse, et bedre miljø og et lavere skattetryk blev serveret sammen med store burgere og udenlandske øl, da folketingskandidater supplerede den klassiske café-menu med valgflæsk på caféer i Aalborg onsdag eftermiddag og aften. Kandidaterne skruede op for charmen over for især unge vælgere på Caféministeriet og på Ib René Cairo. Caféministeriet har flere gange lagt lokaler til politiske møder, og mødet med Holger K. Nielsen (SF) og Helge Sander (V) onsdag var absolut ikke sidste gang, at gæsterne får mulighed for at fordøje politiske budskaber. - Vi bruger møderne til at skabe liv i caféen og vise, at caféer også kan bruges til den slags. Og vi får selvfølgelig nogle gæster, som vi ellers ikke ville have haft. Vi vil gerne være med til at skabe en utraditionel måde at lave valgmøder på, for der er ikke så mange, der gider komme i forsamlingshusene mere, siger indehaver af Caféministeriet, Rene Maxwell. Gammeldags forsamlingshuse Malene Lund, Jens Grindsted og Helle Ingvardsen havde slået sig ned ved ét af cafebordene i god tid før, debatten begyndte. De havde tanket op med velsmagende Hoegaarden øl og sodavand, og de indrømmede, at de ikke ville have overværet mødet, hvis det havde foregået i en gymnastiksal eller et forsamlingshus. - Forsamlingshuse er for gammeldags og passer ikke til de unge. Det er for gråt, og jeg forbinder det med wienerbrød og kaffe. Det er meget hyggeligere at mødes her, siger Helle Ingvardsen. - Vi ville nok mødes her alligevel, men nu får vi også noget politisk ud af det, supplerer Jens Grindsted. God stemning Holger K. Nielsen lagde ikke skjul på, hvorfor det er nødvendigt at komme ud på smarte caféer. - Det er jo der, folk er. Det er svært at få folk til traditionelle politiske møder. Men der er også en god stemning på cafeerne, og folk er vant til at komme her. Folk kan godt li" at deltage i møder, der er lidt mere uforpligtende og er forholdsvist hurtigt overstået, og som politiker rammer man nogle andre vælgere end de, der kommer til traditionelle vælgermøder, siger Holger K. Nielsen. Fuldt hus Senere på dagen stillede fem veloplagte politikere op til duel på Ib Rene Cairo, hvor i hvert fald nogle af gæstene ikke var klar over, at der skulle diskuteres politik, mens de nød deres burger eller sandwich. Fem folketingskandidater, Rasmus Prehn (S), Daniel Nyboe Andersen (R), Willy Dyhr (SF), Helge Sander (V) og Jacob Aksel Nielsen (K) sad midt i cafeen og var derfor rent fysisk tæt på vælgerne, som kvitterede med at stille begavede spørgsmål. Mikkel Kaffka Schwarz, Sidsel Honore og Nicolai Schaarup læser alle samfundsfag på universitetet, og som mange andre studerende går de jævnligt på café. Men interessen for politik var den anden årsag til, at de aflagde caféen i Reberbansgade et besøg. - Det er mere intimt, og der er en mere hyggelig atmosfære, end hvis der var vælgermøde i en gymnastiksal. Det er en god ide at lave vælgermøde på caféer, for så kan man kombinere en hyggelig aften med at diskutere politik, siger Mikkel Kaffka Schwarz. Den afslappede stemning og den utraditionelle facon tiltalte også Nicolai Schaarup. - Her er der mulighed for at være aktiv og stille spørgsmål. En gruppe unge fra Radikal Ungdom var også mødt op for blandt andet at støtte deres lokale kandidat, Daniel Nyboe Andersen. - På en cafe opstår der en anderledes måde at diskutere politik på, fordi der er en mere hyggelig atmosfære. Og så når politikerne ud til nogle unge, som måske ikke er så interesserede i politik, siger Claus Brandt. Daniel Nyboe Andersen glædede sig også til debatten. - Det er noget andet end at sidde i en sal med 20 partisoldater. Her er en mere uformel tone, og folk kan komme ind fra gaden og blande sig. Det er ikke så stift, som det er andre steder, og så kan vi jo bare håbe, at nogen af gæsterne bliver siddende, når vi går i gang! Det gjorde de, og der var fuldt hus på Ib Rene Cairo, hvor hovedparten af gæsterne fulgte med. Pigerne ved et bord i det fjerneste hjørne af cafeen snakkede om alt andet end politik, uden at det generede hverken politikere eller tilhørerne, der fik et lidt bedre indblik i, hvem der egentlig gemmer sig bag valgkampens løfter om flere i arbejde, lavere skattetryk og bedre miljø.