Valgkampen fløjtes i gang i Kvissel

Spidskandidaterne mødes første gang til politisk duel i morgen aften

Lokalpolitik 26. september 2005 06:00

KVISSEL: På NORDJYSKEs læserbrevssider ér valgkampen startet. De politiske duellanter har spidset blyanterne og spidder dagligt hinanden med sylespidse kommentarer og synspunkter, og i morgen aften mødes spidskandidaterne for første gang i denne runde i åben kamp, mand mod mand - og såmænd en enkelt kvinde også midt i den mandsdominerede rundkreds. Valgkampen starter i Kvissel, stationsbyen få km nordvest for Frederikshavn, sådan cirka lige midt i den langstrakte nye storkommune langs Kattegats østkyst. Nærdemokrati Det er Kvissel Borgerforening, der på den gamle station er vært for vælgermødet. Borgerforeningen har indbudt samtlige spidskandidater og formand Leo Vinther er ikke i tvivl om, hvad der kommer på dagsordenen: - De cirka 60 byrådsmedlemmer i de tre nuværende kommuner bliver skåret ned til 31 i den nye storkommune. Det er en halvering af berøringsfladen og vi kan frygte, at de små lokalsamfund rykker længere ned i rækken, når der skal prioriteres. Hvad med infrastrukturen i oplandet, den kollektive trafik, foreningslivet og ikke mindst skolerne? Hvordan vil politikerne sikre, at de gode ting flytter med i stedet for alle dårligdommene, spørger Leo Vinther. Han har fået tilsagn fra langt hovedparten af partierne og håber at få nogle af svarene på mødet i morgen. Kandidaterne Venstres borgmesterkandidat, Hans Jørgen Kaptain, har dog måttet melde forfald, og i stedet kommer Venstres gruppeformand i Frederikshavn, John Christensen. Liste T fra Sæby bliver ikke repræsenteret, ligesom Enhedslisten næppe dukker op. Men ellers er de der, de enkelte partiers bud på, hvem der skal med i det nye byråd: Socialdemokraternes Erik Sørensen, Villy Møller, Det Konservative Folkeparti, Erling Thomsen, Liste 2004, Paul Rode Andersen, SF, Steen Jørgensen, Dansk Folkeparti, Ingrid Hejslet, Kristendemokraterne, Torsten B. Jakobsen, Det Radikale Venstre, Jens Hedegaard Kristensen, Borgerlisten Frederikshavn, og John Christensen, Venstre. Mødet på Kvissel gl. Station starter klokken 19 - og Leo Vinther lover, at der er gratis kaffe med kringle til alle - uanset lokalpolitisk tilholdssted og holdning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...