EMNER

Valgkampens bagslag

Hvis de amerikanske vælgere holder, hvad meningsmålingerne lover, kan Barack Obama så småt begynde at tage mål til nye gardiner i Det Hvide Hus, for ifølge New York Times er han 14 procent foran John McCain, og ingen kandidat har ifølge ABC News sat så solid en føring over styr, siden målingerne blev indført i 1936.

Heller ikke tredje gang var lykkens gang for McCain. Det ser ud til, at otte års republikansk styre bliver erstattet af en demokratisk ledelse - og det ser ud til, at McCain betaler prisen for, at George W. Bush er historiens måske mest upopulære amerikanske præsident, ligesom McCain i de seneste måneder har været fantastisk god til selv at gribe forkert. Det sidste halmstrå, den gamle republikaner måske kan gribe til, er Blikkenslager-Joe - som egentlig ikke hedder Joe, og som faktisk ikke har licens til at være blikkenslager, men som McCain bliver nødt til at udnytte til det sidste for at fortælle amerikanerne om forskellen på hans og Obamas skattepolitik. Blikkenslageren dukkede op i denne uges tredje og sidste tv-debat mellem kandidaterne. Ingen af dem faldt igennem - men McCain fik heller ikke noget afgørende stød ind. Alle hans angreb mod Obama har i det hele taget enten slået fejl eller givet alvorligt bagslag. Den republikanske kandidat bruger angiveligt bulldozeren Karl Rove som sin spindoktor. Karl Rove var manden, der "skabte" Bush som præsident, og han er ikke kendt for at bruge blide metoder. Det lykkedes med Bush, men ser ud til at mislykkes med McCain. Håbet er ikke definitivt ude for McCain, for præsidentvalget er naturligvis ikke slut, før sidste stemme er talt op. Men McCain er for tæt forbundet med Bush' politik, og nok vil republikanerne have mindst mulig skat og mindst mulig stat, men bolig- og finanskrisen er opstået i deres regeringstid, og Obama får al den medvind - og mere til - han kunne ønske sig af samme grund. Det tegner til, at selv med Blikkenslager-Joe ved sin side, går valgkampen i vasken for John McCain.