Lokalpolitik

Valgplakater skal på standere

Valgplakater må i fremtiden kun sættes op på en række kommunale plakatstandere. Det vedtog et flertal på byrådsmødet onsdag aften.

I fremtiden skal valgplakaterne sættes op på kommunale plakatstandere. Arkivfoto: Bente Poder

I fremtiden skal valgplakaterne sættes op på kommunale plakatstandere. Arkivfoto: Bente Poder

- Er det virkelig en underminering af demokratiets, hvis vi ikke får lov til at overklistre kommunen med valgplakater, lød det retorisk fra Peter Duetoft (S) på onsdagens byrådsmøde. Flertallet med borgmester Arne Boelt (S) i spidsen ønskede en principbeslutning om at hænge plakaterne op på samme måde som Frederikshavn og Aalborg. Venstre mener, at det er tåbeligt med en principbeslutning, fordi der netop nu er et forslag på vej i Folketinget, som vil tillade at hænge valgplakater op overalt. Venstres Jørgen Christensen vurderer, at Folketinget helt sikkert vil vedtage forslaget. - Selv socialdemokraternes ordfører i Folketinget ser positivt på forslaget, fremførte Jørgen Christensen. Denne udmelding førte dog til sproglig duel med Peter Duetoft (S), som mener, at hans partifælle på Tinge er knap så begejstret for forslaget, som Jørgen Christensen fremstillede det. Det skinnede klart igennem under debatten, at tilhængerne vil have standere op for at komme uregelmæssigheder til livs. Endnu en bekendelse Michael Karlborg (V) følte sig ramt. Han måtte rejse sig og endnu en gang gå til bekendelse i den gamle sag. - Jeg skal undskylde, at jeg var for tidligt ude sidste gang, sagde Michael Karlborg, hvis valgplakater ved seneste valg blev hængt op dagen før valgkampen officielt gik i gang. SFs Bent Mikkelsen fangede nemlig Venstremanden på fersk gerning i færd med at hænge plakater op. - Jeg var nødt til at foretage en civil anholdelse, sagde Bent Mikkelsen til stor moro for salen. Michael Karlborg ønsker fortsat at sætte plakater op i lygtepæle, men lover, at han i fremtiden ikke tyvstarter. Venstres Per Harfeld ser mylderet af valgplakater overalt som "demokratiet i sit fulde flor". - Jeg synes, at det er utilstedeligt, hvis embedsmændene i fremtiden skal bestemme, hvor plakaterne skal hænges op, sagde Per Harfeld. Skal Folketinget blande sig Peter Duetoft (S) og Daniel Rugholm (K) pegede på andet aspekt: Skal Folketinget overhovedet blande sig i, hvordan landets kommuner hænger valgplakater op? - Lad os vedtage dette forslag og dermed sende Folketinget et signal om, at vi selv vil bestemme, sagde Daniel Rugholm. Plakatstanderne forventes at koste godt 137.000 kroner. Desuden koster det 50.000 kroner at sætte plakaterne op og tage dem ned ved hvert valg. Hvis Folketinget vedtager forslaget om, at plakater må sættes op overalt, køber kommunen dog ikke standerne. Venstres gruppe stemte imod, mens Henning Sigsgaard fra Lokallisten undlod at stemme. Resten stemte for plakatstandere.