Valgren kører med om sejren i fransk endagsløb

Michael Valgren kørte sig på andenpladsen i Bretagne Classic, som for anden gang blev vundet af Oliver Naesen.

Michael Valgren kæmpede med Oliver Naesen og Tim Wellens om sejren i Bretagne Classic. Foto: Benoit Tessier/arkiv/Reuters

Michael Valgren kæmpede med Oliver Naesen og Tim Wellens om sejren i Bretagne Classic. Foto: Benoit Tessier/arkiv/Reuters

Astana-danskeren Michael Valgren føjede søndag endnu et flot resultat til sin imponerende 2018-sæson.

26-årige Valgren fik en andenplads i World Tour-løbet Bretagne Classic, hvor kun Oliver Naesen fra Ag2r var hurtigere.

De to havde sammen med Lotto Soudals Tim Wellens slået et hul til de øvrige favoritter i finalen.

Med sejren gentog Oliver Naesen sin triumf fra 2016 i Bretagne Classic. Løbet har været kørt siden 1931 og har historisk set været domineret af franskmænd.

Seneste rytter med fransk pas til at ende øverst på podiet var dog Sylvain Chavanel i 2014, og siden har blandt andre Alexander Kristoff og Elia Viviani triumferet i løbet.

Valgren fortsætter med sin podieplads med at levere store resultater i sæsonen.

Han lagde ud med at snuppe sejren i det belgiske endagsløb Omloop Het Nieuwsblad. Siden vandt han også Amstel Gold Race, mens det blev til en fjerdeplads i Flandern Rundt.

I Tour de France viste Valgren igen storform, da han hjalp holdkammeraten Magnus Cort til en etapesejr. Valgren blev selv nummer fire på samme etape.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.