Valgretsalder op til 21 år igen?

Nogle politikere taler om at nedsætte valgretsalderen til 16 år. Hvorfra og hvorfor får disse mennesker sådanne forkvaklede ideer?

De argumenterer for, at man som 16-årig er med til at betale skat og kan sættes i fængsel. Man kommer i fængsel, fordi man begår kriminalitet og betaler skat, fordi man tjener penge. Det kendetegner ethvert samfund. At give dem stemmeret bare på dette grundlag er uden jordforbindelse. Forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) sagde det allerede i 1723 i sin bog "Den politiske kandestøber", hvor han påpeger den klassiske misforståelse, som regeringspartnerne pådutter os. "Et er et Søe-Kort at forstaae, Et andet, Skib at føre". Måske skulle man sætte stemmeretten til 21 år, således man er mere voksen og kan overskue politik og samfund, og hvordan samfundsøkonomi hænger sammen. Man kan se, hvordan alle unge har stemt på Enhedslisten, hele syv pct., der har sat Socialdemokratiet og andre ansvarlige folk ud af spillet i finansloven. Man kan se Finans- og skatteministres hjælpeløshed ose ud af deres ansigter. Som jeg nævnte i "På kanten" (25.11.) har Enhedslisten fire søjler, men nu har de fået en ekstra. Johanne Schmidt-Nielsen kan rigtigt gnide sig i hænderne i sin venten på snart engang at blive statsminister. Hver gang jeg ser hende på tv med hendes sukkersøde smil, forekommer det, at hun mangler en dimension i livet, jeg ved bare ikke, hvad det er. Jeg er ligeglad med hendes person, men hvordan kan et voksent menneske tro, at samfundet kun består af fire søjler: arbejdsløse, kontantmodtagere, pensionister og afviste asylsøgere? Er det ikke en hån mod andre i samfundet. En samfunds storhed består i, hvordan man behandler sine minoriteter, men man kan ikke trække dem op ved at trykke andre ned, så havner alle i kviksandet og synker langsomt ligesom kommunisme. Store virksomheder trækker det store læs i samfundet, og de skal have ballast, uden det kollapser virksomheder og samfund. Tænk hvis nu en boreplatform vælter under et uvejr, hvem skal dække reparationen? De afgifter og skatter, der indføres ved Enhedslistens påkrav, slår hele samfundet i stykker. En udenlandsk arbejders produktivitet er lige så stor som en danskers og er meget billigere, det håber jeg, man skriver sig bag øret, ellers skærer man den gren, man sidder på, over. Hvad forhindrer danske virksomheder i at forsvinde ud af Danmark og opstå i udlandet? Man hjælper ikke minoriteter ved at halshugge majoriteter. Det var den kommunistiske bundlinje, som afgik ved døden efter 70 år. Selv Kina har lært det. Der er mere kapitalisme end kommunisme. Derfor render de rundt med den store tegnebog og vil gerne købe virksomheder i Europa og evt. flytte dem til Kina.