EMNER

Valgstedet i Sydbyen slår to fluer med et smæk

Af: Marianne D. Cornettmarianne.cornett@mail.dk FREDERIKSHAVN: Dagens folketings valg står også på dagsordenen i Sydbyen, hvor 5.788 af de godt 26.200 stemmeberettigede i Frederikshavn Kommune i dag har mulighed for at sætte deres kryds i tidsrummet 9-20. Sydbyens Venner har i den anledning besluttet sig for at slå to fluer med ét smæk og lade valghandling og frivillighed følges ad. Vennerne har nemlig brug for flere frivillige, der supplerende kan løfte byrderne for de, der allerede har gjort en god gerning i Bangsbostrand. De knap 80 frivillige ønsker yderligere 30-40 hjælpende hænder, og derfor sætter de en stand op ved siden af valglokalet, så man først kan gå ind og stemme og - således inspireret - siden melde sig frivilligt. - Nogle af vores frivillige har været med i ti år - siden før vi åbnede herude. Og det siger sig selv, at de også er blevet ældre og har fået småskavanker, der gør, at de ikke længere kan flytte stole, borde og f.eks. sætte en scene op. Derfor har vi brug for fornyelse, siger Aktivitetscenterets leder Ulla Svendsen. De frivillige har i dag opstillet en stand, hvor repræsentanter vil sidde klar til at fortælle, hvorfor det er en god idé at melde sig under fanerne, ligesom der er en billedkavalkade, som illustrerer aktiviteterne og opgaverne, man kan binde an med som frivillig. Den officielle del af folketingsvalget bliver afviklet i grupperummet, og her vil helt andre - men også frivillige - kræfter styre slagets gang. - Vi møder allerede kl. 7, så vi kan være klar til kl. 9, når de første vælgere melder sig. Sidste gang mødte hele 82 procent af de stemmeberettigede op, siger Leif Christensen, der er valgsekretær - mens Jens Hedegaard (CD) er valgstyrer. Alle stemmer tælles op på stedet, inden de ansvarlige kan gå hjem.