Velgørenhed

Valgstøtte lovløst område

KØBENHAVN:Et visitkort med kontonummer bag på eller en brochure med opfordring til at støtte hans personlige valgkamp - og så det samme kontonummer i Årre Andelskasse. Det var indtil denne uge Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmanns faste rutine at stikke kontonummeret ud, når han var til møder rundt i landet. Måske ikke ligefrem elegant og da slet ikke, når visitkortet blev stukket i hånden på folk, der havde brug for hjælp fra politikerne, så det kunne opfattes som en noget-for-noget-situation. Alligevel er det ikke ulovligt - hvis han da har betalt skat af pengene - for selvom vi i Danmark priser os af at have et velfungerende demokrati, hvor den bedste mand eller kvinde vinder, er der stort set ikke nogen kontrol af pengestrømmene i kandidaternes valgkamp. Der er godt nok en regel om, at partierne skal opgive beløb over 20.000 kroner, men ifølge valgforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole er det en fuldstændig ligegyldig regel. Lovløst område For hvis man ønsker at støtte et parti med store beløb, men ikke vil have sit navn frem, kan man blot dele pengene op i portioner af 19.999 kroner og så sende dem til lokalforeninger eller sågar direkte til kandidaterne. - Loven om offentliggørelse af regnskaber gælder kun for landsforbund, så selv når det kører over de lokale partiforeninger, kan ingen se, hvad pengene går til. Derfor er der ikke nogen, der ved, hvad der bruges på valgkamp. Det er uden tvivl anselige beløb, men ingen ved det. Det er et fuldstændigt lovløst område, siger Roger Buch. Pengestrømmen i dansk politik er altså bogstaveligt talt usynlig, og det mener Roger Buch er problematisk, når man fra politisk side ellers hylder gennemsigtighed. Pengenes magt Selvom vi i Danmark ikke er i nærheden af de store valgbudgetter, som man kender fra udlandet, er prisen på vej op. Selv kampagner på lavt niveau er langt mere professionelle end tidligere, fortæller lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen. - Budgetterne er steget med omkring 30 millioner kroner fra valg til valg, og den offentlige støtte er slet ikke fulgt med. Det der med at trykke valgfoldere på en sort/hvid kopimaskine er forbi. En kandidat til byrådsvalg kan sagtens bruge 20.000-30.000 kroner af egen lomme, så man har hævet barriererne for, hvad der skal til i en valgkamp, siger han. Tidligere partisekretær for Socialdemokraterne, Jens Christiansen, som i dag er direktør i kommunikationsbureauet Advice oplever også, at der kommer flere og flere penge i politik. - Personligt synes jeg, at det i 2007 var interessant at se nogle meget dyre kampagner hos enkelte borgerlige kandidater. Fra min stol kan jeg godt se, at når man køber reklame over en hel by i en uge, koster det over en halv million kroner. Og dem har de jo fået et sted fra, siger Jens Christiansen, som også spår, at pengestrømmen vil tage endnu mere fart, når den første kandidat finder den rette måde til at samle penge over internettet. Det var lige præcis den metode, Barack Obama brugte til at samle omkring 500 millioner dollars ind på i den netop overståede amerikanske valgkamp. Og pengene kan sagtens gøre en forskel i politik. - Det betyder meget at have penge for den enkelte kandidat. Det kan være få stemmer, der giver valg lokalt, og det er klart, at hvis man har råd til annoncer og pjecer til at dele ud, så er det en fordel, siger Roger Buch. Paradokset USA Penge gør det dog ikke alene, hvilket både Jannie Spies' tidligere mand Christian Kjær og mangemillionæren Mogens Vad måtte sande. Førstnævnte forsøgte sig som konservativ borgmesterkandidat i Rudersdal på Sjælland, og Vad brændte en stor del af sin personlige formue af i kampen om at komme i Europa-Parlamentet for Ventre. Ingen af dem var i nærheden af at blive valgt. - En politisk kampagne skal hænge sammen, man skal stå for noget, have skarpe meninger og troværdighed over for vælgerne. Har man så også en stor pose penge til at bære de budskaber frem, står man da klart bedre end nabokandidaten uden penge, siger Jens Christiansen, som efterlyser regler, der ligner de amerikanske, hvor selv små beløb bliver registreret. For selvom de fleste danskere betragter den amerikanske valgpengemaskine med væmmelse, har USA faktisk helt anderledes strenge regler om valgkampbidrag. Her skal alle bidrag over 200 dollars, altså cirka 1200 kroner, offentliggøres med navn, adresse, beskæftigelse og det donerede beløb. Og er der tale om et beløb over 30.000 kroner, skal oplysningerne offentliggøres inden 48 timer efter donationen. Så selv om beløbene er i en helt anden svimlende klasse end i Danmark, er der væsentligt mere styr på, hvem der donerer hvad til hvem. Bløde penge Alligevel er der grænser for, hvor effektive regler man kan lave, mener valgforsker Kasper Møller Hansen, for pengestrømmen kan altid finde en vej uden om reglerne. I USA har der i efterhånden mange år været stor diskussion om de såkaldte "soft money" eller naturalier. Det er ydelser, som ikke er penge doneret direkte til kandidaten eller partiet. Det kan være alt fra hjælp til trykning af plakater fra det lokale trykkeri, tilbud om gratis lokaler eller frivilligt arbejde. Selvom reglerne også på dette område er skærpet væsentligt, er der i stedet skudt en skov af "fonde" op, som mere eller mindre åbenlyst støtter et parti eller en kandidat via kampagner eller andre aktiviteter. Ifølge Kasper Møller Hansen har vi den samme problematik i Danmark, omend i meget mindre omfang. - Der er ingen tvivl om, at en stor del af valgstøtten foregår som en form for naturalieøkonomi. Det kan være den gratis hjælp til valgkampen fra studentermedhjælperen, men det er en svær sondring, for er det ikke bare politisk engagement. Det vil altid være sådan, at der er naturalieøkonomi, og det er helt utopisk at lave regler for det, siger han. Princippet med indirekte støtte er også velkendt i Danmark. Eksempelvis er Venstres Erhvervsklub en forening, hvor det koster knap 20.000 kroner om året at være medlem - penge som efterfølgende bliver doneret til Venstre. Formanden for Erhvervsklubben er i øvrigt statsminister Anders Fogh Rasmussens personlige ven, Fritz Schur, som Fogh under sin regeringsperiode har udpeget til at være bestyrelsesformand i Dong Energy, Post Danmark og SAS. I lommen på borgerne I dansk politik har det gængse mønster hidtil været, at fagforbundene støttede partierne til venstre for midten, mens erhvervslivet støttede de borgerlige partier - i særlig grad de konservative, som også er det parti, der stritter mest imod større offentlighed omkring bidrag. Der er nemlig en udbredt ulyst i dansk erhvervsliv til at blive koblet for tæt sammen med et parti - eller den politiske debat i det hele taget. En markant undtagelse er investeringsbanken Saxo Bank, hvis administrerende direktør Lars Sejr Christensen ivrigt blander sig i alt fra skattepolitik til eurodebat. Under sidste års valgkamp tog Saxo Bank det usædvanlige tiltag at annoncere vidt og bredt med et tilbud om at støtte enhver kandidat, som arbejdede for en lavere marginalskat - et tilbud som blandt andre det konservative folketingsmedlem Charlotte Dyremose og Venstres kandidat i Storkøbenhavn, Kasper Krüger tog imod. Desuden har Saxo Bank været meget synlige omkring deres massive støtte til partiet Liberal Alliance, da de mener "at der trænger til nye stemmer i debatten" - et fremstød, som på den ene side har sikret Saxo Bank stor synlighed, og på den anden side har fået politiske røster til at ironisere over Naser Khader og Anders Samuelsen som det nye Team Saxo Bank, idet investeringsbanken også sponsorerer et cykelhold. En vittighed, der blev ekstra aktuel, da Liberal Alliancen vendte 180 grader og pludselig gik imod en afskaffelse af euroforbeholdet lige som bankdirektøren. Obamas pengestrømme En stor del af fagforbundene har de senere år trukket deres støtte til Socialdemokraterne, og den støtte, der er tilbage, bliver i højere grad givet med krav om indflydelse, fortæller Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen. Så nu skæver partiet med misundelse til Barack Obama. Den kommende amerikanske præsident har slået alle pengerekorder, og har især haft held til at skaffe penge fra den almindelige amerikaner. En model, som Socialdemokraterne gerne vil efterligne. - Ved sidste valg skrev vi et tiggerbrev til alle medlemmer, og det gav 1,5 millioner kroner. Det er også en vej, vi vil gå næste gang, og vi er meget inspirerede af Obama, som vel er den første, der har samlet flest penge ind, selvom han ikke var storkapitalens kandidat, siger Carsten Hansen. Så danskerne kan med andre ord forberede sig på større inddragelse i partiernes pengestrømme fremover - dog mere i form af et girokort end egentlig vished om, hvilke partier der modtager hvad fra hvem.