Handicappede

Valgte den døve kok

23-årige Jeanette Brun er Theater Restaurantens vellidte kok

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jeanette Brun er ikke i tvivl om, hvad hun synes om sin arbejdsplads. Foto: Michael Bygballe

HOBRO:Fem dygtige kokke står på spring til at besætte den ledige stilling – en af dem er døv. Hvem vælger du? For ejeren af Theater Restauranten, Karen Vognsgaard, var det åbenlyst. Hun valgte Jeannette Brun. – Første gang jeg læste Jeanettes ansøgning, tænkte jeg: "Det er hende, vi skal have." Jeg opfattede slet ikke, hun var døv. Det var først anden gang, forklarer ejeren og understreger: – Det blev hende, fordi hun virkede mest rigtig til at passe ind her. Det er hverken fordi, hun er døv eller ikke er døv, at hun blev ansat. Alle lærte det nye sprog Ude i køkkenet syder der af aktivitet, men forståeligt nok bliver der ikke råbt ordrer gennem rummet. De kommer i stedet ind på en bestillingsseddel. Når ikke hænderne er travlt optagede af at filetere kød, snitte løg eller skrælle kartofler bliver de flittigt brugt til at kommunikere med. Jeanette Brun er nemlig ikke den eneste, der mestrer tegnsproget. I søndags kom hendes mor og gav samtlige ansatte et lille introduktionskursus. I forvejen havde personalet en stor plakat med alfabetet på tegnsprog hængende i køkkenet, så de kunne stave sig igennem en samtale, men med tiden går det noget nemmere. – Hvis du skulle arbejde sammen med en franskmand, ville du også lære sproget lynhurtigt, forklarer ejer Karen Vognsgaard. En grimasse der kan passe Det nye fremmedsprog bliver mere og mere flydende som dagene går til stor glæde for kokken. Hun kan sagtens mærke, kollegaerne bliver bedre. – Det er nemmest at arbejde sammen med Monica (red.: kokkeelev) og Karen, da de er nemmere at aflæse, forklarer Jeanette Brun på tegnsprog. Ansigtsmimikken er nemlig uhyre vigtig i tegnsproget. – Hvis du fortæller på tegnsprog, at du trækker i en snor, skal du kunne se, om den er let eller tung, forklarer Karen Vognsgaard og demonstrerer med langsomme, seje træk og et sammenknebet ansigt, at denne snor for eksempel er meget tung. Med grimassen og tegnene på plads kører samarbejdet som smurt i olie ude i køkkenet. – Nu kender vi hinanden så godt, at jeg næsten vil synes, det er lige meget, om hun er døv eller ikke døv, fortæller ejeren. – Man skal bare huske, at hun aldrig tager telefonen, griner hun. For at en bippende alarm, der fortæller at kagen skal tages ud af ovnen, ikke bliver overhørt ligesom telefonen, er køkkenet udstyret med en speciel slags ure. De sender et lys ud som alarm, så Jeanette Brun er på lige fod med alle andre.