Valgte pest og kolera

Paul Rode Andersen (SF) erkender, at besparelser betyder dårligere service

Fem udvalgsmøder måtte der til, før børne- og ungdomsudvalget fandt de sidste 10 millioner, der skal spares for at budgettet for indeværende år hænger sammen. - Det har rent ud sagt været skidesvært for alle de politiske partier, der er repræsenteret i udvalget, understreger udvalgsformand Paul Rode Andersen (SF). - Vi er ikke herre i eget hus. Regeringen har udstukket rammen, og vi kan ikke andet end at stå skoleret. Hvis vi ikke gør det, bliver vi straffet økonomisk, tilføjer SF'eren. Hvert eneste store eller lille spareforslag har været et valg mellem pest og kolera. Der har været holdt adskillige møder mellem de politiske partier for at få enderne til at hænge sammen. Derfor har det været et sejtrækkeri at beslutte, hvordan de 10 millioner skal spares, er Paul Rodes forklaring på forsinkelsen. - Jeg ved, at de forskellige afdelinger og omkostningssteder har efterlyst en udmelding. Jeg beklager, at vi er to måneder inde i budgetåret, før vi er blevet enige, udtaler Paul Rode Andersen, der på hele udvalgets vegne stort set er træt af hver eneste besparelse. For det gør ondt der, hvor besparelserne rammer. De to SF-medlemmer af udvalget, Jette Fabricius Toft og Christina Lykke Eriksen udtrykker skepsis og bekymring om yderligere besparelser på henholdsvis ungdomsskolen og PR/SPR. Medarbejdersiden i BK MED beklager den sene udmøntning af budgettet og påpeger i en udtalelse, at der nu er kortere tid til at gennemføre besparelserne. Det ser medarbejderne som meget utilfredsstillende. De mener, at det er politikernes opgave bestemme besparelserne og dermed serviceniveauet. Paul Rode Andersen erkender da også, at der er tale om væsentlige serviceforringelser. Der vil være færre timer og færre eller dårligere tilbud til børn og unge.