Valhalla kommer til Skagen

Igen i år indtager vikinger og Gudernes Heste byen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKAGEN:Søndag 6. december træder Skagen ligesom i fjor 1000 år tilbage i tiden og omdannes til de nordiske guders hjemstavn - selveste Valhalla.

Gudernes Heste og et væld af vikinger vil samles i midtbyen om mytologiske fortællinger og sange fra tv-julekalenderen ”Jul i Valhal”.

- Der er i den grad lagt op til en herlig dag for både indbyggere og gæster, og programmet byder også på en ganske interessant vikingeformidling, eftersom det er lykkedes at præsentere nogle af de bedste i Danmark indenfor vikingernes håndværk, fortæller folkene bag.

Således er der både en smed, en skomager, tøj-magere samt dagens fortæller - Jesper Lynge Bergholt fra Lindholm Høje til stede.

Dagen begynder klokken 11, hvor midtbyen er omdannet i historisk regi. Senere kommer det imponerende optog med 40 islandske heste, hvor alle rytterne er klædt ud som vikinger.

På pladsen ved Vandkunsten står den også i vikingernes tegn. Her vil der være en række historiske boder omkranset af fakler samt borde og bænke med lammeskind.

Her vil der blive solgt lækkerier som æbleskiver, stegte kyllinger og vaskeægte mjød. Og meget andet.

Børnene kan prøve at sidde til vejrs på en islandsk hest, hvilket var en ret stor succes sidste år, hvor mere end 120 børn tog sig en trækketur i byen.

At det lige netop er islændere, der deltager i arrangementet er ikke tilfældigt.

- Den islandske hest er efterkommer af de heste, vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i niende og tiende århundrede, og Nordjylland er i dag det sted i verden uden for Island, hvor koncentrationen af islandske heste er allerstørst, siger Jan Michael Madsen, der er en af arrangørerne.

Butikkerne i byen er denne dag åbne mellem 11 og 15.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.