Valsende drømme

Man er garanteret en festlig og uforglemmelig aften, når danske Anja Rossau og irske Glenn Tweedie går på scenen i aften, mandag 2. februar,i Det Musiske Hus i Frederikshavn.

Carl Chr. Madsen
Man er garanteret en festlig og uforglemmelig aften, når danske Anja Rossau og irske Glenn Tweedie går på scenen i Det Musiske Hus
Uddannelse 1. februar 2009 13:00

De er begge højt uddannede operasangere fra Londons førende konservatorier med internationale karrierer. Aftenens program er sprængfyldt af en perlerække af operetteklassikere fra bl.a. Flagermusen, Den Glade Enke og Smilets Land. Der vil også være et sprudlende genhør med danske klassikere fra Mød Mig På Cassiopeia, Frøken Nitouche og Farinelli. Det kræver sin mand - ikke mindst af den irske tenor, som er i sproglig skoling, for nu at klare det danske sprog til formfuldendthed. - Da jeg spurgte Glenn om han ville være med til at synge Farinelli på dansk, sagde han ja helt uden forbehold. Han understregede, at han jo var vant til at synge på alle mulige sprog. Men dansk er altså ikke så nemt, fordi der er så mange ord, der udtales helt anderledes end de skrives, siger Anja Rossau. De to solister har sikret sig backup i verdensklasse i form af pianist Ulrich Stærk. - Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at sikre os Ulrich Stærk. Han er simpelthen den mest fremragende akkompagnatør, så der venter en stor oplevelse, siger Anja Rossau. Anja Rossau har sine rødder i Frederikshavn, bor i dag i London, men synger i hele verden. Bare indenfor det sidste år er turen gået til De Forenede Arabiske Emirater, Thailand, Japan og Tyskland, for at nævne nogle få steder. Men Anja Rossau holder stædigt fast i sine danske rødder og glæder sig meget til et gensyn med Frederikshavn, som hun sidst gæstede, da Det Musiske Hus blev åbnet for 5 år siden, nærmere bestemt 19. januar 2004, hvor hun glædede publikum med Vilja-arien fra Den Glade Enke. Gyldne løver - Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til Frederikshavn blandt andet for at møde mine gamle skolekammerater fra Bangsbostrand Skole, siger Anja Rossau, som forlod Frederikshavn med sin familie, da hun var 12 år. Men inden da havde hun fundet et stort publikum i Bangsbostrand Skoles gård i frikvartererne. Her var programmet ikke klassisk i den forstand - men derimod De Gyldne Løvers iørefaldende sange. Og i musiktimerne blev unge Anja karakteriseret som en "pipper", fordi melodierne blev slået an i et for dybt toneleje, hvorefter den unge Anja straks kastede den en oktav op, med det resultat, at klangen ikke var så stor som den ellers ville have været. Men stor, det er den blevet. Kulturmæcen Den boblende glade nytårskoncert 14. februar præsenteres i tæt samarbejde med den frederikshavnske Kulturfond, Nancy Christensen og Ethel og Hans Hansens Kunstfond, som har været en slags moderne mæcen for Anja Rossaus kunstneriske udvikling med studier på The Royal Academy of Music. - Allerede da vi hørte den første prøve på Anjas kunnen i 1999, var det så blændende, at det rislede ned ad ryggen, erkender formanden for Kunstfonden, tidligere civildommer Gunnar Vork. Anja Rossau blev optaget på The Royal Academy of Music i London i 1999 med økonomisk støtte fra Kulturfonden. Få dage efter påbegyndelsen af uddannelsen blev hun med øjeblikkelig virkning flyttet fra grunduddannelsen til overbygningsuddannelsen, der nogenlunde svarer til solistlinien i Danmark. - Da overbygningsuddannelsen er fire gange så dyr som grunduddannelsen, besluttede vi i 2000 at hjælpe Anja til at kunne fortsætte på uddannelsen og tildelte hende en portion på 40.000 kroner, siger Gunnar Vork. Han er utrolig glad for, at det er gået så godt for Anja Rossau, som tilfældet er. - Og vi synes i Kunstfonden, at det er et stort plus for vores område, at vi nu kan tilbyde en virkelig god klassisk koncert med en sangsolist, der har sit rodfæste i Frederikshavn. Derfor er vi gået ind i et samarbejde med Det Musiske Hus, om dette projekt, siger Gunnar Vork. Prisvinder Under hendes studietid på The Royal Academy vandt Anja adskillige priser og udmærkelser, deriblandt Minnie Hauk and Grisi & Mario Song Prizes. Hun har sunget i masterclasses og har lagt sin fortsatte kunstneriske udvikling i hænderne på den berømte amerikanske sopransolist Arlene Randazzo. Operaroller inkluderer Hanna Glawari i Den Glade Enke, Nattens Dronning i Tryllefløjten, Violetta i La Traviata, Fiordiligi i Cosi Fan Tutte, Michaela i Carmen og Grete i Hans & Grete for forskellige kompagnier og produktioner i Danmark, Italien, Spanien og England. Hun sang også rollen som Chocolata Chirch i Opera UK's opførsel for nylig af The Impresario. Derudover har Anja optrådt i udpræget grad som koncertsolist og i oratorier - for eksempel. Vivaldis Gloria i St. Martin in-the-Fields med Brandenburg Sinfonia. I øjeblikket øver hun op til en foresyngning i et af Tysklands førende Operahuse. - Og jeg håber det giver pote, så jeg kan få en lidt længere åremålskontrakt, siger Anja Rosseu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...