Valutareserven bugner i ny rekord

De danske valutareserver har sat ny rekord og tæller nu hele 511,6 milliarder kroner.

Valutareserven bugner i ny rekord

Valutareserven i Nationalbanken har aldrig været større end nu: I juni steg den med 9,2 milliarder kroner, og reserven topper med rekordstore 511,6 milliarder kroner.

Senioranalytiker i Nordea, Jan Strørup Nielsen siger, at Nationalbanken ved flere lejligheder har givet udtryk for, at valutareserven har nået det ønskede niveau.

- Det er vigtigt at understrege, at der i princippet ikke er nogen øvre grænse for, hvor stor den danske valutareserve kan vokse sig.

- Kommer vi igen ind i en periode med stor uro på de finansielle markeder, er der intet til hinder for, at Nationalbanken med en aktiv intervention kan øge den danske valutareserve yderligere, vurderer Jan Strørup Nielsen i en skriftlig kommentar.

Når Nationalbanken intervenerer for at svække kronen, sælger den ud af danske kroner og køber op i udenlandsk valuta.

Det skete i juni, hvor der blev købt udenlandsk valuta for 7,2 milliarder kroner. Ud af det har den danske stat netto optaget lån i udlandet for to milliarder kroner.

Kronen, der er bundet til euroen i fastkurssamarbejde, må ikke svinge med mere end, hvad der svarer til omkring 17 øre på hver side af centralkursen over for euro.

Når udenlandske investorer køber danske obligationer, er der efterspørgsel efter danske kroner, og det styrker kronekursen.

Ifølge Nordea var det i især i starten af juni, at Nationalbanken solgte danske kroner. Da nåede kronekursen 7,40 over for euroen. Det er ifølge Nordea den uofficielle smertetærskel, hvor Nationalbanken sælger kroner.

Nu har kronekursen stabiliseret sig omkring 7,434 over for euroen, så Nationalbanken holder sig på sidelinjen, vurderer Nordea.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.